Gyrup Gård ved Sønderhå modtager Thisted Kommunes bygningspræmie 2020 for indretningen af ny gårdbutik og whiskybesøgscenter i gammel hestestald.

SØNDERHÅ: Med respekt for de håndværksmæssige detaljer er en gammel hestestald på Gyrup Gård ved Sønderhå indrettet dels som gårdbutik, dels som besøgscenter, hvor gæsterne kan lære mere om den Thy Whisky, der fremstilles på Gyrup Gård.

Den ændrede anvendelse af hestestalden har sikret Gyrup Gård Thisted Kommunes bygningspræmie 2020. Det synlige tegn på hæderen er en bronzeplakette, der på Arkitekturens Dag blev overrakt af borgmester Ulla Vestergaard til de to familier, der ejer Gyrup Gård og Thy Whisky, Jakob og Marie Stjernholm samt Ellen Nicolajsen og Andreas Poulsen.

Borgmesteren begrundede valget af Gyrup Gård med, at den nye indretning af stalden er et smukt eksempel en ændring af et velbevaret gårdanlæg, hvor der er lavet en nyfortolkning af indretningen til ændret brug. Samtidig er Gyrup et veldrevet landbrug, fremgår det af Thisted Kommunes hjemmeside.

I valget lægges der også vægt på, at anvendelsen af den tidligere staldbygning er ”et godt eksempel på genanvendelse af bygninger i landzone, hvor man har formået at skabe en ramme og et liv for flere familier”.

Jens Fogh-Andersen
Den gamle hestestald er nyindrettet med tanke for at bevare indtrykket af det, den oprindelig blev brugt til - hestestald. Foto: Thisted Kommune

- Udgangspunktet for os har været at skabe et sted, der var funktionelt. Men samtidig ville vi gerne bevare den æstetik, der ligger i et landbrugsbyggeri, som det blev udført tidligere med de gamle håndværkstraditioner, forklarer Jakob Stjernholm, Thy Whisky.

For tre år siden begyndte Thy Whisky at arrangere rundvisninger og whisky-smagning. Fra starten blev hestestalden brugt som velkomstcenter, men den var uopvarmet. Det blev uhensigtsmæssigt efterhånden som interessen for whiskyen fra Thy voksede. Det samme gjorde antallet af gæster.

I år har der været omkring 3000 gæster.

- Vi håber, vi har indrettet et rum, hvor folk har lyst til at sætte sig ned og høre om det, vi laver – og smage på whiskyen i de smukke rammer, der matcher fortællingen om det produkt, vi laver, siger Jakob Stjernholm.

Gyrup Gård er udvalgt blandt i alt otte nominerede byggerier. De øvrige er: Hudklinikken, Salvievej 2, Thisted, Ruesbak 10, Klitmøller, Recharge House, Mågevej 35, Agger Light House, Mågevej 41, Agger, Vildsund Søsportscenter, Toldboden, (Sparekassen Thy), Thisted samt Thisted Bryghus’ nye bryggeribygning.

Bygningspræmien uddeles med tre til fire års mellemrum.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...