Belinda Hingeberg, Thyholm, har overtaget Vorupør Lys

VORUPØR: Belinda Hingeberg, Thyholm, har overtaget Vorupør Lys på Vesterhavsgade 124 midt i Vorupør. Men Belinda Hingeberg, der er uddannet blomsterdekoratør, vil ikke kun tilbyde lys og brugskunst i butikken i svinget.

- Jeg kan se at det er et stort potentiale i den store butik, og Vorupør mangler et sted med blomster. Og da jeg er blomsterdekoratør og altid har gået med en drøm om at starte mit eget, har jeg naturligt taget blomster ind som en stor del af forretningen, fortæller Belinda Hingeberg, der også har overtaget varelageret i butikken, der nu hedder Vorupør Lys og Blomster.

- Jeg har fået en fantastisk start, siden jeg åbnede først på året, fortæller blomsterdekoratøren, der i starten får hjælp, ikke mindst til at blive dygtig til at støbe lys, af den tidligere indehaver Edith Andersen. Vi har haft en rigtig god dialog hele vejen. Edith vil hjælpe mig i starten, så det bliver en glidende overgang, siger hun.

Vorupør Lys og Blomster, er indrettet med åbent binderi, så Belinda Hingeberg kan stå midt i butikken og lave buketter.

- Jeg tror på, at det er vigtigt at være synlig hele tiden i ens butik. Men det giver naturligvis også muligheden for at have kontakt med alle kunder, i den 300 kvadratmeter store butik med lysstøberi i eget lokale, siger hun.

Lysstøberiet vil fortsat være en vigtig del af forretningen.

I lysstøberiet er der plads til 35 gæster, der kan dyppe og eksperimentere med egne lys. En god aktivitet der trækker mange gæster, ikke mindst når det er dårligt vejr om sommeren.

Udover blomster og buketter er der også kommet et stort udvalg af sukkulenter, krukker og brugskunst. Ligesom der også er en del specialiteter på hylderne.

At indehaver har bopæl på Thyholm, er ifølge Belinda Hingeberg ikke noget problem.

- Jeg kører gerne, og vi har også overtaget lejligheden ovenpå. Den bliver rar at have i baghånden, når det bliver lange arbejdsdage, siger hun.

Belinda Hingeberg har almindeligt åbent alle dage i ugen fra 10-17. Men i højsæsonen fra påske vil Vorupør Lys og Blomster have åbent fra 10-19.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...