Fredag 24. april kombinerer Hanne og Bent Hargaard deres to forretninger - med Lorenzo Micelli fra Toscana og musik ved Christian Alvad

FLOULEV: Det lille spillested Høloftet i Floulev på Thyholm har på grund af coronakrisen måttet udskyde alle koncerter til efteråret, og samtidig faldt omsætningen i Hargaards Vinimport, som Hanne og Bent Hargaard driver sammen med Høloftet. Et hav af vinsmagninger blev aflyst, men så kom Bent Hargaard i gang med at tilbyde virtuelle vinsmagninger på facebook, efter at man forud havde bestilt en kasse med vinsmagningsvin:

- Jeg lavede den første smagning 27. marts, og det var helt ærligt lidt impulsivt, og allermest et udtryk for, at noget skulle der ske. Jeg savnede kontakten med mine kunder, så derfor sendte jeg en invitation afsted, fortæller Bent Hargaard. Men det viste sig hurtigt, at rigtig mange var med på ideen, og til Hargaard Vinimports første smagning blev der sendt vine afsted til over 60 modtagere, som så smagte med og kommenterede på de udvalgte vine.

Østrigsk bonde med

- Det gav klart blod på tanden, og 14 dage senere lavede jeg endnu en smagning, og denne gang lykkedes det os at få en vinbonde med på en forbindelse fra Østrig, fortæller Bent Hargaard videre, som til denne smagning måtte melde udsolgt.

Judith Mehofer blev koblet op på forbindelsen, og sammen med Bent Hargaard introducerede hun aftenens fem vine.

Forinden havde Bent Hargaard sendt menuforslag med ud til deltagerne, så da smagningen var afsluttet efter en god time, kunne deltagerne rundt omkring i Danmark sætte sig til bords for at nyde vinene sammen med deres tilrettede menu.

- Det var altså en rigtig god oplevelse, og sikkert noget, som vi i branchen vil komme til at opleve mere af - også efter denne coronatid, tænker Bent Hargaard og fortsætter:

- Der kommer sikkert også ny og fine ting ud af denne krise. Dette kunne sagtens være en af dem. At vi så nemt kan skabe forbindelse og kommunikation mellem producent og slutforbruger. Det kan jeg da se mange muligheder i.

Toscana næste gang

Fredag 24. april kl. 18 går det så løs igen. Og denne gang naturligvis også med en vinbonde selv bag skærmen, nemlig Lorenzo Micelli fra Toscana:

. Lorenzo er jo dybest set grunden til, at vores vinimport kom i gang. Ham skylder jeg alt. Og det er jo ikke nogen hemmelighed, at de i Italien - og dermed i høj grad også hos Lorenzo - har det svært. Deres vinsalg er gået helt i stå, og da de jo ellers lever af sommerturister i deres lejligheder, er det en rigtig svær tid for dem. Ham vil jeg gerne hjælpe, siger Bent Hargaard.

Så der er fokus på de toscanske vine i fredagens vinsmagning, og Lorenzo Micelli fortæller både om vinenes tilblivelse og også lidt om deres situation i Italien.

Hvad med musikken?

Efter de tidligere vinsmagninger har der været et par kvikke bemærkninger fra nogle af deltagerne om, at der ikke var så megen musik til stede, som der plejer, når der blev kaldt til oplevelser på Høloftet. Og den opfordring har Hanne og Bent nu samlet op på: De har jo i denne tid også været i kontakt med mange af de musikere, som de har haft eller havde planlagt koncerter med, og da snakken faldt på vinsmagningerne, var det, at en af deres gode venner, der bød sig til.

- Vi talte med Christian Alvad, som jo har været her nogle gange. Han og Anna Wirsen var på Høloftet i efteråret, da de lavede en aften med sange og fortællinger om deres olivenolieeventyr i Italien - alt sammen pakket ind i Anna Wirsens fine, svenske stemme og Alvad formidable guitarspil, siger Bent Hargaard og fortsætter:

- Christian er en af Høloftets og dermed vores gode venner, og han vil rigtig gerne være med: Vi har derfor nu aftalt, at han spiller et par gange i løbet af vores smagning. Så nu er det lige før, at Høloftet viser, hvad det kan med vin, fortælling og musik - blot på en sikker forbindelse og på behørig afstand, siger Bent Hargaard.

Salget af kasser til smagningen er godt i gang, og det ser ud til, at deltagertallet bliver endnu større end de to tidligere smagninger, oplyser han.

Nærmere på: www.høloftet.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...