De næste tre aftener bliver der kørt til Østerild

HANSTHOLM: Den store kran i Østerild Testcenter har ventet et par uger, men tirsdag ankom så de tre 81 meter lange vinger, som mangler for at at få gjort den nyeste Siemens mølle komplet i testcenteret i Østerild.

De lange glasfibervinger ankom med specialskibet Rotra Mare fra Aalborg til Hanstholm Havn, hvor de blev losset på kajen.

Men det er kun en del af transporten til testcenteret, som er overstået.

Nu venter den sidste godt 20 km tur til Østerild. En transport, det kun er muligt at foretage om aftenen og med en enkelt transport per dag både tirsdag, onsdag og torsdag aften.

De nye møllevinger vejer hver 40 tons, så det er ikke vægten, der er udfordringen. Derimod er det at få taget turen rundt i rundkørslen ved Hanstholm by og de skarpe sving på ruten

- Det er altid spændende, når så store elementer skal transporteres. Der er blandt andet fjernet træer og lagt ekstra rabat rundt om rundkørslen, som der så er lagt køreplader på, siger Peter Toftdahl Olesen fra Nordshipping, som har stået for klareringen af vingetransporten med Rotra Mare til Hanstholm.

Den første vinge afgår ifølge planen fra Hanstholm Havn til testcenteret tirsdag kl. 18.30

Transporterne af vinger kommer til at ske med meget lav hastighed.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...