Kitesurf-konkurrencen ”Cold Hawaii Big Air” afvikles i forbindelse med Cold Hawaii Games i september

KLITMØLLER: Thyboerne kan til efteråret komme helt tæt på verdens bedste Big Air-surfere, når kitesurf-konkurrencen ”Cold Hawaii Big Air” for første gang bliver afviklet i Danmark til årets Cold Hawaii Games i september.

I Big Air gælder det om at hoppe så højt som muligt eller hænge så længe i luften som muligt, og det er danske Nick Jacobsen en af verdens bedste til. Han er kendt for at springe ud fra høje bygninger, og i begyndelsen af juli hoppede han over den lange mole i Vorupør med et oprørt hav under sig.

Den 32-årige kitesurfer glæder sig til at vise sin sport frem for danskerne, for Big Air bliver normalt dyrket i fjerne egne som Hawaii eller Sydafrika. Men Vesterhavet kan også give verdensklasseforhold, siger Nick Jacobsen.

- Cold Hawaii er det eneste sted i Nordeuropa, hvor forholdene er gode nok til Big Air. Hvis vi får en god efterårsdag med hård vind og to-tre meter høje bølger, lover jeg en konkurrence i verdensklasse, siger Nick Jacobsen, der i 2017 satte verdensrekord, da en sejlbåd trak ham 277 meter op i luften.

- Jeg har altid drømt om at lave en Big Air-konkurrence i Danmark, men det har været svært, når jeg rejser 9-10 måneder om året. Men coronaen har tvunget mig til at blive i Danmark, og da jeg hørte, at Friends of Cold Hawaii gik rundt med samme drømme, var det bare at rykke hurtigt, udtaler han i en pressemeddelelse.

Konkurrencen, der hedder Cold Hawaii Big Air, bliver formentlig afviklet i Hanstholm, men arrangørerne kan flytte arrangementet til et andet sted langs kysten, hvis vind og bølger er bedre der.

Big Air-konkurrencen er den største enkeltstående begivenhed i en række af sportsaktiviteter, der tilsammen udgør programmet for Cold Hawaii Games.

På vandet er der også plads til ”Cold Hawaii Shark Hunt”, hvor SUP-motionister bliver jagtet af den seks-dobbelte verdensmester i SUP Casper Steinfath på en forhindringsbane i Vorupør.

På land kommer der en stor international skateboard-turnering på stranden i Klitmøller, et cykelløb i området omkring Klitmøller og naturyoga-sessioner fem forskellige steder i nationalparken.

Cold Hawaii Games afvikles fra 13. til 20. september.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...