Skibet havde været med i Tall Ship Race og var nu på vej til Frederikstad i Norge

HANSTHOLM: I løbet af ugen lagde den store sejlbåd Veteranen vejen forbi Hanstholm. Skibet havde været med i Tall Ship Race og var nu på vej til Frederikstad i Norge. Sejlskibet er et privatprojekt af tidligere Afghanistansoldat for krigsveteraner, som gaster.

Alle med diagnosen PTSD (Post traumatisk stress disorder).

- Veteranen er et projekt, der skal blive et slags "Havanna for krigsveteraner som skal finde sig selv", siger initiativtager til projektet og selv PTSD-veteran Jesper Steenberg Larsen.

- Vi er tilknyttet soldaterhjemmet Hostebro, og planen er, at projektet skal kulminere i 2020 med en langturssejlads til Hawaii via Caribien og Panama-kanalen. En lang tur, hvor veteraner på skift skal med som gaster. Tiden indtil skal bruges til at søge sponsorer og til at uddanne veteraner i at sejle skibet, som Jesper Steenberg Larsen har brugt hele sin erstatning og pension fra forsvaret på at købe.

- Vi er også i kontakt med DR som er interesseret i at følge vores tur i en Tv-serie - lidt a "Fjerne kyster", fortæller veteranen.

- Vi vil med Veteranen skabe et nyt fællesskab med struktur for de mange veteraner der døjer med PTSD og nærmest uendelig sagsbehandling i forhold til anerkendelse af diagnose og erstatningen efterfølgende. Det at komme ud og sejle, gør at der falder ro i hovedet. Man mærker friheden, og der er masser af luft omkring en. Det giver en ny ro og træthed, og det giver god søvn, som mange veteraner savner. Nu skal vi videre til Norge og tilbage til Danmark. Næste år skal vi på et større togt til Shetlandsøerne, som skal slutte med PR-tur til København ved Amaliehaven. Her skal vi gerne få sponsoraterne på plads, så det store togt kan løbe af stablen i 2020, lyder det fra Jesper Steenberg Larsen, der håber at så mange som 200 veteraner kan have sejlet med "Veteranen" inden det to et halvt år lange projekt er slut.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...