Søndag 16. juni står i veteranbilernes tegn

THISTED: Søndag 16. juni står i veteranbilernes tegn. Thy Veteranbil klub afvikler her sit traditionelle Thyløb, hvor alle med veterankøretøjer kan være med.

Forberedelserne for Thy Veteranbil Klub er i fuld gang og og der forventes 90 deltagende køretøjer.

Alle med veteranbiler eller motorcykler fra før 1984 kan tilmelde sig løbet, der i år foregår i den nordlige del af Thisted kommune med mål i Klim bjerge.

Det traditionelle veteranløb samler deltagere fra store dele af landet samt fra vore nabolande, især fra Kristianssand-området i Norge, hvor Thy veteranbilklub har udviklet mange gode kontakter.

Fra morgenstunden kan man hos Højland biler i Thisted se de fine gamle biler. Efter en times morgenmad sendes køretøjerne af sted på en smuk tur på 75 km. med mål i Klim Bjerge.

Undervejs skal deltagerne passere en række poster, der hver især giver grund til både smil og omtanke, før man får tildelt points for indsatsen.

Alle køretøjer vil være samlet hos Højland, hvor folk med interesse for veterankøretøjer kan få sig et godt indtryk af dansk bilkultur gennem de sidste 100 år.

Hver bil bliver enkeltvis præsenteret før afgang med en kort historie om oprindelse og brug.

Der er normalt deltagere med biler helt fra starten af forrige århundrede og frem til 1980.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...