Ole Iversen
The Baghdaddies vælter Pakhuset i Doverodde 2. november.Foto: Ole Iversen

Koncert med The Baghaddies leverer mange forskellige musikalske strømninger

DOVERODDE: The Baghdaddies, som er fra Newcaste i England, har i 20 år spillet verden tynd med deres energiske musik med inspiration hentet i hele verden.

Nu kommer verdensorkesteret 2. november til det rustikke gamle Pakhus i Doverodde Købmandsgård, som vil lægge ryg til en ordentlig omgang rytmisk musik, der nok kan få en fod til at vippe.

The Baghdaddies musik er worldmusic med stærke tendenser fra Balkan, side om side med karibiske grooves, mellemøstlige rytmer og endog med strejf af Newcastle. Man kan høre inspiration fra ska, jazz, punk og metal og hele herligheden leveres i et festfyrværkeri af en koncert.

Med blæsere, harmonier og rytmesektion, går det lige i danseskoene og i hjertet.

Bandet har en særlig flair for Balkan og fanger dets hektiske energi og flamboyance på forunderlig vis - en anarkistisk fusion, hvor Ivo Papasov møder The Clash møder The Beat.

The Baghdaddies har tidligere spillet gentagne gange på Glastombury, Lowlands Festival i Holland og The Royal Festival Hall i London.

- Det bliver lidt af et sats, siger den daglige leder på Doverodde Købmandsgård Michael Ruby.

- Det bliver spændende at se, hvilket publikum der kommer.

Musikken appellerer helt klart bredt og bare man kan lide nogle heftige rytmer, der går i kroppen, så kan man vælge enten at sidde og nyde alle de forskellige numre eller hoppe op og give den gas med en dans.

Billetter til koncerten med The Baghdaddies i Doverodde 2. november kan købes på ticketmaster.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...