Ambassadør Ulrik Federspiel signerer lørdag 15. august sin bog ”Et diplomatisk liv” i Hurup Boghandel

Lørdag formiddag 15. august signerer ambassadør Ulrik Federspiel i Hurup Boghandel sin erindringsbog ”Et diplomatisk liv”, som udkom på Gyldendal tidligere på året. Det bliver givetvis en bog, politikere, forskere, undervisere og studerende vil vende tilbage til i de kommende år, når der skal læses op på de seneste 50 års danmarks- og verdenshistorie.

For der er ikke den, især udenrigspolitiske, krise, omvæltning eller bare afgørende begivenhed, som Ulrik Federspiel ikke har været involveret i, siden han startede som sekretær i Udenrigsministeriet 1971, og efter 37 år forlod statens tjeneste 2009 som direktør for Udenrigsministeriet.

Det første arbejdsområde som nyuddannet cand. scient. pol. var Danmarks forhandlinger om optagelse i EF op til folkafstemningen 1972, og et af de sidste store arbejdsområder var Muhammedkrisen.

Ind imellem havde Ulrik Federspiel afgørende funktioner som bl.a. souschef på ambassaden i Washington, direktør for Udenrigsministeriet, departementschef i Statsministeriet, ambassadør i Dublin (hvor han blev involveret i løsningen af Nordirlandskonflikten) og Washington - og så igen direktør for Udenrigsministeriet. Da han forlod statens tjeneste 2009, fik han tilbudt en ny karriere - som erhvervsmand hos Haldor Topsøe, hvor han blev medlem af direktionen til 2017, og som han stadig er tilknyttet.

Ulrik Federspiels familie har siden 1916 haft sommerbolig i Lyngby.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...