Malthe Jakobsen er i gang med forberedelserne til løb på den italienske Formel 1-bane Monza

ITALIEN: Næstsidste afdeling af European Le Mans Series er i denne weekend på programmet for 16-årige Malthe Jakobsen fra Sennels.

Sammen med RLR Msport er han i gang med forberedelserne til weekendens løb på den italienske Formel 1-bane, Monza, skriver Malthe Jakobsen Motorsport i en pressemeddelelse.

Der er gået tre uger siden debuten på den legendariske Le Mans-bane, og nu er fokus rettet tilbage mod et godt resultat i den europæiske serie. Udover sin faste teamkammerat, canadieren James Dayson, har den unge thybo til denne weekend fået følgeskab af lithaueren Gustas Grinbergas.

- Jeg har kun lige mødt Gustas, men han virker som en super fin fyr. Han har allerede kørt en sæson i ELMS, og i vinter vandt han et løb i Asian Le Mans Series, så jeg tror, at vi har et stærkt udgangspunkt for weekenden, lyder det i pressemeddelelsen fra Malthe Jakobsen, som onsdag eftermiddag var på den sædvanlige track walk for at se nærmere på banen.

- Det er mit første løb på Monza, så det var godt lige at komme rundt og se alting med mine egne øjne. Det er jo ikke en bane, som er svær at lære, men jeg kan godt forestille mig, at der bliver tæt kamp i toppen af feltet, siger han.

Imponerende monument

Undervejs på onsdagens track walk blev der også tid til at opleve den gamle del af Monza-banen; en ovalbane med stejle kurver bygget i beton. Ovalbanen blev brugt fra banens indvielse i 1922 frem til 1969, og i dag står den tilbage som et imponerende monument over datidens motorsport, lyder det i pressemeddelelsen.

Emma Toftelund Poulsen
- Det er lidt sjovt at tænke på, at man har kørt rundt på sådan nogle stejle betonklodser for fuld fart i den tids racerbiler, siger Malthe Jakobsen. Foto: Morten Dons

- Det er lidt sjovt at tænke på, at man har kørt rundt på sådan nogle stejle betonklodser for fuld fart i den tids racerbiler. Der er ingen tvivl om, at datidens racerkørere havde et helt andet forhold til, hvad der var farligt, siger Malthe Jakobsen, som fra torsdag holder sig til den mere moderne del af baneanlægget.

Fredag morgen køres den første træning til weekendens løb, mens lørdagen byder på både træning og kvalifikation. Søndag kl. 11 starter det fire timer lange løb.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...