Rasmus Henriksen har fået chancen før planlagt i Mors-Thy, men gennembruddet mangler han stadig

HÅNDBOLD: Når Mors-Thy Håndbold torsdag aften gæster Herre Håndbold Ligaens bundhold TMS Ringsted, er det igen med Rasmus Henriksen på holdkortet.

Den 20-årige målmand skal efter planen være en fast del af Mors-Thys ligahold fra næste sæson, men det blev allerede til spilletid, da Rasmus Bech i oktober blev ramt af en hjernerystelse, og i øjeblikket afløser han så Søren Pedersen, der ikke er til disposition, fordi han bor i den nedlukkede Thisted Kommune.

- Det er en træls baggrund, men jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at jeg er med. Det er det, jeg har trænet for hele sæsonen. Hver gang har jeg håbet, at jeg blev udtaget til kamp, siger Rasmus Henriksen.

Den unge målmand har dog stadig det store gennembrud på liganiveau til gode. Senest blev det ikke til nogen redninger i et indhop i 28-36-nederlaget til Århus Håndbold.

- Det er ikke de bedste præstationer, jeg har leveret endnu. Bech (Rasmus Bech, red.) har stået rigtig godt, og en andenmålmands lod er jo, at man kommer på banen, når lokummet brænder. Der kan jeg godt mærke, at jeg skal være bedre til at slå til og lukke af, selv om jeg har siddet på bænken i 50 minutter, siger Rasmus Henriksen.

I Mors-Thy er der dog stor tillid til den unge målmand. I oktober skrev han under på en kontrakt frem til sommeren 2024, og planen er, at Rasmus Henriksen fra næste sæson skal være mere permanent makker med Rasmus Bech, idet Søren Pedersen har kontraktudløb, når denne sæson er færdigspillet.

- Både klubbens og min forventning er, at jeg kan få et godt samarbejde med Bech. Jeg skal kæmpe mig til noget mere spilletid og erfaring i ligaen og vise, at jeg er en god målmand.

- På længere sigt drømmer jeg ligesom så mange andre håndboldspillere om A-landsholdet og udlandet, men jeg ser Mors-Thy som et godt springbræt. Jeg er ung, så det var godt at skrive en længere kontrakt her, siger Rasmus Henriksen.

På kortere sigt gælder det dog torsdagens udekamp mod TMS Ringsted, hvor Mors-Thy skal have stoppet en kedelig stime. De tre seneste ligakampe har således udløst tre nederlag.

- Der er selvfølgelig pres på, for vi er jo favoritter i den kamp, men som vi har talt om, skal vi huske også at spille frit. Vi har et godt hold, så vi skal bare give den maksimalt gas, for så venter der to point, siger Rasmus Henriksen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...