Tung dreng med stor overarm ankom lørdag til Hanstholm

HANSTHOLM: Det var en af klassens tunge drenge, med den store overarm, der lørdag aften ankom til Hanstholm.

Den hollandske flydekran Matador 3, er på vej fra hjemmehavnen Rotterdam på vej til norske Stord, lige syd for Bergen. Kranen er inde og afvente bedre vejr. For den 70 meter lange flydekran søger altid havn, når bølgerne bliver omkring to meter høje.

På broen af Matador 3, der fylder godt i havnebilledet i Hanstholm, står fynske Peter Nielsen. Han har været manden ved håndtagene på skibet de seneste 10 år.

Han fortæller, at Matador 3 tilkaldes når der skal løftes tunge løft op til 1800 tons.

- Vi er hjemmehørende i Rotterdam, og har 95 procent af vores arbejde i den store Rotterdam havn. Det er konstruktionsløft til værfter, løft af brodele, transformatorer og lignende. Men det sker altså også at vi skal ud på længere ture, primært i Nordvesteuropa.

I Norge er opgaven at løfte et beboelsesmodul på 500 tons 50 meter op på en produktionsplatform, siger han.

Matador 3, som er det hollandske kranfirma Bonn & Mees’ største flydekran, af tre, er Europas nyeste flydekran.

Den kan løfte 900 tons op til 80 meter og 1800 tons til 45 meters højde.

Peter Nielsen har i øvrigt tidligere været i Hanstholm, som skipper på flydekranen, der hævede vraget af den sunkne fransk trawler Mont Calm i 1993, og sejlede den til Hanstholm.

Matador 3 har egen motorkraft både fremad og til siden. Men på de længere ture, trækkes skibet altid af en slæbebåd. Ved gode forhold er kranens transportfart syv knob.

Den høje kranbom, som i Hanstholm er 50 meter høj, kan i øvrigt lægges ned, på en stålbom agter, hvorved Matador 3 kan passere under broer.

Kæmpekranen kan opleves indtil mandag, hvor den efter planen skal videre mod opgaven i Vestnorge.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...