Kunstforeningen ferniserer fredag eftermiddag sin første udstilling siden coronanedlukningen 11. marts

THISTED: Fredag eftermiddag 14. august ferniserer kunstforeningen Det Ny Kastet sin første udstilling på Thisteds gamle rådhus siden coronanedlukningen 11. marts. Udstillingen kan ses frem til og med søndag 13. september i åbningstiden, som er fredag og søndag om eftermiddagen og lørdag formiddag.

Udstillingens titel lyder ”Igen - en udstilling med omdrejningspunkt i gentagelsen som metode”, og udstillerne er de tre billedkunstnere Søren Friis, Inger Houbak og Stine Skytte.

I præsentationen hedder det bl.a.: ”Enhver indlæring, udforskning og undersøgelse baserer sig på gentagelse. Vi gentager ord til vi lærer dem, vi gentager lege, bevægelser, lyde, smage og meget mere. Det er sådan vi lærer os selv og verden at kende. Vi arbejder i tre forskellige medier og mange forskellige materialer, men har alle i mange år arbejdet med gentagelsen som kunstnerisk metode, som vores værktøj,” og videre:

”At gentage gennemsyrer vores individuelle valg af former, motiver, tilgang til det kunstneriske arbejde og som en del af vores arbejdsgang. Resultatet af vores arbejde er alsidigt. Udstillingen rummer malerier, arbejder på papir, skulpturer i forskellige materialer, vævninger og små møbler. Muligvis afslører værket umiddelbart fascinationen af gentagelsen, andre gange tager det længere tid at forstå hvad det er, som er gentaget, og hvordan.”

Inger Houbak baserer ofte sine værker på ét eller flere fotografier. Motiverne opnår det ønskede udtryk ved at klippe, repetere, spejle og sample forskellige motiver. Søren Friis’ skulpturer er bygget op af enkelte geometriske former, der gentages og gentages til disse gådefuldt og drillende danner nye helheder, der trods deres forholdsvis simple opbygning udvikler sig til komplekse skulpturer, der kan betragtes fra mange vinkler og altid danner nye linjer, flader, rammer og åbninger. Stine Skyttes vævede billeder og stoffet til de små møbler udforsker lineære og vertikale striber, forskellige garntyper og farver. Variationerne krydsbefrugter hinanden og forholder sig til fladen, rytmen, tråden og rummet.

Som kunstnerne selv slår fast: ”Du bestemmer selv, hvad du vil se på og hvorfra.”

W

detnykastet.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...