Gitte Henning AS bygger en 1100 kvadratmeter stor redskabshal vest for havnen

HANSTHOLM: Trawlerrederiet Gitte Henning AS satser på Hanstholm som fast havn for foreløbigt tre af rederiets trawlere.

Derfor bygger rederiet netop nu en 1100 kvadratmeter stor redskabshal vest for havnen.

Hallen, som er halvandet meter højere end de øvrige to trawlerhaller på området, skal benyttes som redskabs og klargøringshal, samt kontor, for tre af rederiets trawlere som fast benytter havnen, fortæller reder Henning Kjeldsen, ejer af Gitte Henning AS til Thisted Posten.

- Vi bygger hallen, og så lejer de tre trawlere sig ind, fortæller Henning Kjeldsen og fortsætter:

- Vi har nu tre trawlere som har fået naturligt tilhørsforhold til Hanstholm. Karen Nielsen, som er blevet i Hanstholm, efter vi overtog den. Trawleren Birthe som har skipper fra Hanstholm, og endelig Martine, som også benytter Hanstholm som fast havn.

- Vi kan godt lide at bruge Hanstholm som fasthavn. Vi får nogle gode priser og en rigtig god service. Vi er vældig fornøjet med Hanstholm, lyder det fra Henning Kjeldsen.

At Hanstholm er et sted der satses på, tydeliggøres af at Gitte Henning AS netop nu har en nybygget ”Birthe” på vej, som leveres i juli.

Den nye Birthe, der skal afløse den nuværende Birthe bliver 32 meter lang og skal fiske både industri og konsumfisk fra Hanstholm.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...