Folk Club Mors får besøg af Mia Guldhammer & Morten Alfred Høirup

SILLERSLEV: Fredag aften 28. februar får Folk Club Mors besøg hos Kulturkøbmanden i Sillerslev af Mia Guldhammer & Morten Alfred Høirup med ”Tral, tråd og tradition”, fortæller formand Lars Kristensen, Redsted.

- Den danske folkemusiktradition er fuld af fantastiske sange af mange forskellige slags og fra mange forskellige tidsperioder. Der er glade sange og lystige skæmteviser, men der er også dybt inderlige sange med beretninger om svigt, længsel og evig kærlighed, siger Lars Kristensen, som fortæller, at traditionsbærer, shrutibox, perkussionist og sangerinde Mia Guldhammer og guitarist, sanger og komponist Morten Alfred Høirup byder på et bredt udvalg af disse sange.

- Nogle af dem kan man helt sikkert synge med på, og nogle af dem hører man måske for første gang, men vedkommende er de alle sammen, selv om de kan være flere hundred år gamle, hedder det.

Sangene arrangeres for to stemmer og guitar, krydres med ”mundmusik” og instrumentale stykker inspireret af traditionel såvel som nykomponeret musik fra Danmark.

Mia Guldhammer har spillet i sine forældres familieorkester, fra hun var helt lille, og lærte senere på bl.a. Folkemusikcentret Hogager, og på ungdomsstævnet ROD. Morten Alfred Høirup spillede fra ganske ung i sin fars bryllupsorkester og blev senere en del af det københavnske folkemusikmiljø.

Nærmere på: www.folkclubmors.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...