På grund af Corona, var kun fem gamle traktorer med i det fine vejr ved Hanstholm

HANSTHOLM: De skulle have været mange flere.

Men på grund af Corona, var kun fem gamle traktorer med, da de gamle Massey Ferguson, Volvo og Ford-traktorer søndag var for ploven i det fine vejr ved Hanstholm.

- Vi er egentlig en gruppe på 39 fra Thy, som alle kender hinanden, og fælles har en stor kærlighed til de gamle traktorer. Vi elsker at lufte dem et par gange om året til pløjetræf. Men på grund af Coronaen blev det kun fem der kunne mødes denne gang. Det blev på en helt anden måde end sædvanlig. Lidt kedeligt. For vi plejer altid at spise sammen, sparke dæk og dele nogle løgnehistorier. Det blev der ikke noget af denne gang. Vi holdt afstand og blev i vores traktorer. Normalt spiser vi sammen. Men ikke denne gang. Vi spiste vores madpakke bag rattet, siger Niels Baadsgaard, der havde skaffet det stykke jord der skulle forårspløjes.

Det er ikke de helt gamle veterantraktorer der bliver kørt med i ”Thy Hyggepløjning” som de selv kalder sig. Derimod er det traktorer mange af os selv kørte i da vi var drenge.

Fra halvfjerdserne og firserne, fortæller Niels Baadsgaard fra Hanstholm.

Han har selv en Massey Ferguson 675 fra 1985.

- Det er jo små traktorer sammenlignet med de store vi ser i dag. De har fra 40 til 75 Hk. Nutidens traktorer har jo mindst 2-300 Hk. Men de små er sjovere at køre med og plovene har kun to eller tre skær og er absolut ikke vendbare. At det går hurtigere at pløje marker i dag, kunne ses, da de fem gamle traktorer, sluttede af efter det meste af dagen i aktivitet på marken. En stor del af den var nemlig ikke nået at komme under plov. Lejeren af den kommunale jord Michael Langballe kommer selv til at gøre det færdigt. Det bliver helt sikkert ikke med en lille traktor, lyder det fra Niels Baadsgaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...