Firmaet i Thisted bygger 100 kvadratmeter yderligere

THISTED: TR-Rengøring på Karetmagervej 3 har fuld fart på. Ordrebogen er fyldt og medarbejderne har hænderne fulde.

Virksomheden mærker nu i stigende grad, at private vælger at tilkøbe rengøringshjælp.

Nu har indehaverne Helle og Niels Kaarfast så besluttet at udvide på to fronter

Det sker for at give endnu bedre service til kunderne ved at at styrke virksomhedens rammer og tilbud i Thisted.

En tilbygning på 100 kvadratmeter er lige på trapperne. Den skal give mere luft i de efterhånden for små og fyldte lokaler.

Firmaet har desuden besluttet at tilføje en grossistafdeling til virksomheden. Det sker med overtagelsen af ”Rengøringsgrossisten” i Roslev.

- Det bliver en styrkelse af vores service overfor kunderne, at vi nu også bliver en grossistvirksomhed. Det vil sikre os bedre indkøbspriser, og vil kunne tilbyde rengøringsartikler til grossistpriser til vore kunder og i vores butiksudsalg.

- Det vil i den grad komme vore kunder til gode, fortæller Niels Kaarfast.

- Vi har handlet med Rengøringsgrossisten i 12 år og da indehaver Erik Mortensen snart skal stoppe på grund af alder, fik vi buddet. Erik Mortensen fortsætter som ansat indtil 31. december.

- Det giver kontinuitet overfor kunderne og betyder, at vi ikke skal starte fra bunden og skaffe en masse nye kunder.

- Vi vil indtil nytår arbejde på at modernisere grossistforretning digitalt, fortæller Niels Kaarfast.

Den nye hal bygges primært for at skabe plads til grossistforretningen når den flyttes til Thisted. Men skal også medvirke til huset på Karetmagervej bliver indrettet rationelt. Næsten alt skal nemlig flyttes rundt og indrettes på ny i lokalerne. Forretningen med grossist-priser har åbent den 1. lørdag i hver måned og første gang lørdag 4. maj.

Thisted Rengøring har i øvrigt allerede fået indskrevet ”Grossist” i firmanavnet.

Af Ole Iversen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...