Thy Mesterbyg og Thisted Tømrer- og Snedkerforretning forener kræfterne

THISTED: Thy Mesterbyg og Thisted Tømrer- og Snedkerforretning forener kræfterne, når de to tømrerfirmaer, pr. 1. oktober, fusionerer under navnet Thy Mesterbyg.

Med fusionen bliver Thy Mesterbyg af en størrelse, der giver nye og bedre muligheder for at lande større opgaver.

Indehaver Brian Pedersen fra Thisted Tømrer- og Snedkerforretning vil i forbindelse med fusionen være tilknyttet Thy Mesterbyg i en overgangsperiode, inden han på sigt overlader roret fuldstændig til Jan Smed, der således bliver eneindehaver af Thy Mesterbyg.

Brian Pedersen har nemlig valgt at søge nye udfordringer udenfor branchen.

- Jeg føler, at der skal ske noget nyt, og jeg glæder mig til at skulle prøve kræfter med et nyt område. Når det er sagt, så er det da helt klart en lidt underlig fornemmelse at afhænde den virksomhed, jeg har ejet gennem 13 år. Firmaet har jo eksisteret i mange år, før jeg kom til, og jeg er selv udlært i firmaet. Jeg er dog ikke i tvivl om, at det er den rigtige beslutning, og jeg ved, at både mine medarbejdere og mine kunder vil være i trygge hænder hos Jan, lyder det fra Brian Pedersen, der gerne vil benytte lejligheden til at takke sine kunder for den store opbakning gennem alle årene.

Jan Smed forventer ikke, at der vil følge afskedigelser i kølvandet på fusionen.

- Jeg er overbevist om, at jeg får brug for alle mand. Thy Mesterbyg vil, pr. 1. oktober, tælle 11 svende og fem lærlinge. Med fusionen bliver Thy Mesterbyg rigtig godt rustet til at varetage opgaver og entrepriser med ganske stor volumen, og det forventer jeg helt sikkert vil være et område, hvor vi kommer til at øge aktivitetsniveauet, fastslår Jan Smed, som blandt andet nævner Hanstholm-området som et område med stort potentiale for Thy Mesterbyg.

Thy Mesterbyg overtager ikke Thisted Tømrer- og Snedkerforretningslokaler.

Alle aktiviteter vil således blive samlet i Thy Mesterbygs lokaler på Ballerumvej i Thisted.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...