Michael Valgren Andersen og Jonas Vingegaard Rasmussen skal køre i østrigske Innsbruck

THY: Thy er mere end godt repræsenteret ved VM i cykling, der køres i den østrigske by Innsbruck fra 22. - 30. september.

Ikke færre en to ryttere fra Thy skal kæmpe om regnbuestriber i de høje bjerge.

Michael Valgren Andersen og Jonas Vingegaard Rasmussen er netop blevet udtaget, og begge tiltænkt fremtrædende roller i dramaet i Tyrol, på den vilde VM-rute, der er blevet kaldt en af de hårdeste nogensinde.

Den hårde rundstrækning, er dog ikke noget der afskrækker unge Jonas Vingegaard fra Hillerslev, der er udtaget til VM for første gang.

Han er udråbt som Danmarks næste bjergrytter, og han har vist imponerende klatrerevner. Han tror selv at han kan gøre en god figur ved netop dette VM.

- Jeg har en forventning om at køre om medaljer, siger han til Thisted:Posten.

Den 21-årige cykelrytter, der cyklede i flere år i Thy Cykle Ring, glæder sig helt vildt til for første gang at være med til et VM, hvor han er en af to kaptajner på det danske fem mands-U23 hold.

- Det bliver vildt fedt og så på så vanvittig en rute. Der er næsten 3000 højdemeter i vores løb. Det tror jeg bliver til min fordel, lyder det uimponeret af den spinkle og lette Thy-rytter, der er kendt for i cykelverden at træde mange watt trods sin lave vægt.

Jonas Vingegaard stiller op i klassen U23, som er for ryttere under 23 år.

I Elite klassen stiller Danmark med Jakob Fuglsang som kaptajn, men med en thybo i fri rolle.

Selv om formstærke Michael Valgren ikke er bjergrytter, så er han alligevel givet en fri joker-rolle, af den danske landstræner.

Man kan følge de to thyboer i TV under VM ugen:

Jonas Vingegaards løb på 179,9 km afvikles fredag 28. september. Start kl. 12.10.

Michael Valgrens løb på 258,5 km kan ses søndag 30. september. Start kl. 9.40.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...