Jens Jørgen Andersen og Finn Christensen fik Dronningens fortjenstmedalje

THY: Det er helt sikkert, at de to modtagere af Dronningens fortjenstmedalje for 40 års ansættelse på samme tid rejser til København og takke majestæten personligt.

De to skovarbejdere Jens Jørgen Andersen og Finn Christensen fik begge overrakt deres medalje 9. oktober.

- Deres hustruer har kendt hinanden siden barndommen og det er allerede bestemt, at alle fire rejser sammen, siger skovrider Ditte Svendsen og fortæller, at man "helst" skal søge om audiens inden for to til tre måneder efter man har modtaget medaljen

Jens Jørgen Andersen, som havde sit jubilæum 17. april, er uddannet tømrer og tillært skovarbejder og har varetaget en lang række forskellige opgaver i skovene, særligt i Vandet og Nystrup Plantager. Senest har Jens Jørgen Andersen været ansat som skovløber i Vandethus i Skårup.

Mange børn og voksne har mødt ham som naturvejleder, og nydt godt at Jens Jørgen Andersens store viden om blandt andet fuglelivet i Thy. En viden der også er brugt til fugletællinger i reservater og afmærkning af rovfuglereder forud for skovning.

Finn Christensen blev først ansat i Tvorup Plantage som skovarbejder. Et valg, der lå i naturlig forlængelse af en opvækst som søn af en skovarbejder og født i et af skovens huse. Det viste sig hurtigt at Finn Christensen havde stor teknisk snilde og størstedelen af de 40 år er tilbragt bag rattet på en traktor.

Her er han blandt andet manden der sørger for vores skovveje er i god stand og brugerne kan komme frem til skovens mange oplevelsesmuligheder.

Han havde jubilæum 9. oktober, og den dag overrakte skovrider Ditte Svendsen begge medaljerne ved en festligholdelse på Søholt.

Ud over dronningens portræt har medaljerne en tæt krans af egeløv, der omgiver ordet "Fortient".

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...