Efter flere omveje fandt ung thybo sit drømmefag

THISTED: Når Wiener regulatoruret fra 1890 ligger skilt ad i 120 små dele, sirligt lagt i orden på arbejdsbordet, er Kristian Foget Østergaard, Bendixen Guld Sølv Ure, i sit es.

Det bedste den 25-årige urmagerelev ved, er kunder der kommer ind hos urmagerforretningen på Lilletorv og siger - ”mit ur er gået i stå”…

- Jeg elsker at fejlfinde ure og få dem til at gå igen. Det er både nemt og svært. For man skal have hovedet med, når man går i gang med at skille et ur ad i atomer. Ikke mindst når det skal samles igen. Det er nørdet, men det er det arbejde jeg elsker, siger Kristian Foget Østergaard, der netop har leveret håndværk på et usædvanligt højt niveau og hentet rene topkarakterer efter en løst opgave på sit andet af seks skoleforløb.

Her fejlfandt han og reparerede et årsur. En opgave, der normalt kun kan løses på det 6. skoleforløb, men som Kristian lavede før tiden og tog rene 12’taller for.

Hos Bendixen Guld Sølv Ure er både chefen Claus Bendixen og ikke mindst Kristians læremester Poul Franck Sørensen stolte og glade for den dygtige urmagerelev, der er en sjælden en af slagsen.

- Der er kun omkring 20 urmagerelever i hele Danmark, og for fagets fremtids skyld, er vi stolte over at uddanne en så dygtig elev som Kristian, lyder det fra Claus Bendixen.

Det lå ikke i kortene at Kristian Foget Østergaard skulle blive urmager.

- Jeg studerede først bioteknologi et halvt år på Uni. Så var det bygningsingeniør-studiet i halvandet år. Men jeg ville helst bruge mine hænder og fik øje på urmagerfaget, efter endt HTX-eksamen og fik læreplads i Thisted. Dengang boede jeg i Holstebro.

- Trods moderne digitale tider, vil der altid være brug for en urmager. For gamle mekaniske ure skal jo vedligeholdes. Og det samme gælder dyrere armbåndsure. For har man købt et dyrt ur, så skal det jo serviceres og måske repareres på et tidspunkt. Så kan ens ur holde i mange år, fortæller Kristian Foget Østergaard, der nyder godt af at butikken i Thisted har opnået stor anerkendelse som et af landets fremmeste urværksteder, der er et af fem Omega-værksteder i Danmark, og som tiltrækker opgaver fra hele landet.

Det er mekaniske ure som gammeldags stueure og lommeure, som Kristian Foget Østergaard, uddanner sig i. Men også service, reparation og ikke mindst salg af armbåndsure er en del af faget.

Det tager fire år at blive urmager.

Af Ole Iversen (Tekst og foto)

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...