Lørdag eftermiddag 17. oktober handler det bl.a. om digter Niels Gade, der var fra Odby og blev gårdejer i Øster Skårup

HVIDBJERG THYHOLM: Det bliver på Thyholm, foreningen Thybomål i år fejrer Thybomålets dag, nemlig lørdag eftermiddag 17. oktober i Midtpunktet Thyholm i Hvidbjerg. Det fortæller formand Chr. Bo Hansen, Lemvig.

Siden starten 2013 er man kommet godt rundt på egnen. Starten gik i Thisted, hvor foreningen har flest medlemmer, de seneste år har det været i Snedsted, hvor man har hyldet Harald Rysgaard, så blev det Hillerslev, hvor det handlede om Jens Kirks digtning, og i fjor var det i Harboøre, hvor Erik Bertelsen voksede op. Han skrev ganske vist ikke mange digte, men blev betragtet som Danmarks største hjemstavnsdigter i 1920-30’erne, hvor han skrev en række romaner, bl.a. triologien ”Harboøerfolk”:

- Hans kendetegn var, at bøgernes dialoger var skrevet på dialekt, som viser sig at være primært thybomål, forklarer Chr. Bo Hansen.

I år gælder det så Niels Gade (1901-60), som voksede op i Odby på Thyholm og senere var gårdejer i Øster Skårup ved Randrup nær Vestervig. Niels Gade efterlod sig i det mindste 22 digte på mere end 30 sider:

- Vi hædrer ham ved at oplæse fem af hans digte, som er de fem første i den samling, Foreningen Thybomål har fået kendskab til, siger formanden, som blev gjort opmærksom på digtene af Holger Krabbe, Boddum, hvis far havde været skolekammerat med Niels Gade:

- Vi glæder os til at komme til Thyholm og håber, at nogle, som har kendt Niels Gade og familie, vil deltage i Thybomålets dag i Hvidbjerg og måske kan oplyse os om personen og måske endnu flere digte, som vi kan tænke os at bruge til oplæsning ved en senere lejlighed, siger Chr. Bo Hansen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...