Nedlægger foreningen efter 10 år

THISTED: Thy Poker fylder 10 år i år.

Det fejres ikke.

For bestyrelsen for områdets eneste lovlige licens-pokerklub har besluttet, at kortene er delt for sidste gang for de poker-glade i Thy Poker.

Onsdag var sidste spilleaften. Her deltog 15 spillere ved de to pokerborde til et slag ”No Limit Texas Hold ´Em.

- Interessen er dalet. Desuden er det desværre blevet for besværligt at drive en lovlig pokerklub. Vi er underlagt meget strenge regler fra spillemyndighederne. Desuden er vi i konkurrence med alle de ikke registrerede klubber, som spiller efter egne regler. Det kan vi ikke konkurrere med, siger formand gennem 10 år Søren Skovsted, og fortsætter:

- Hos os kan en spiller maksimalt bruge 400 kroner. Det er en grænse sat af spillemyndighederne. Det er for så vidt godt nok. Men en spiller må ikke købe sig ind i spillet igen - hvis han ryger ud. Selv om det sagtens kunne gøres under 400 kroners kravet - så må vi ikke tilbyde spillerne ”re-buy”. Det siger sig selv, at en spiller fra Brovst hurtigt bliver træt af at køre til Thisted og ryge ud efter 10 minutter, og ikke have muligheden for at købe sig ind igen, siger han.

- I aften er vi 15 - det er det største antal spillere i år. Det meste af året har deltagertallet været lavere. Vi betaler jo selv puljen - derfor skal vi op mindst 15 spillere for at det giver mening. Interessen blandt især de yngre er bare væk, siger kasserer i Thy Poker, Martin Møller Petersen.

Med det generelt alt for lave deltagerantal, har bestyrelsen for Thy Poker, der bor i lejede lokaler i Kristian Koldsgade i Thisted, besluttet at kaste håndklædet i ringen og afvikle Thy Poker.

- Nu er det slut med en lovlig pokerklub i Thisted. Vi stopper nu. Så må fremtiden vise om friske kræfter får lyst til at starte en licens-poker klub op igen, lyder det fra de to poker-entusiaster.

Thy Poker har på de bedste aftener trukket 52 spillere.

Det var dengang poker var en del af Tv-fladen.

Gennemsnittet været 17 spillere til onsdagens pokeraftener.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...