Fem nye covid-19-tilfælde sender Thisted op på en 21.-plads på listen over smittede i landets kommuner - i forhold til indbyggertallet

Opdatering kl. 11.23: 20.-plads er rettet til 21.-plads.

THY: Med fem nye tilfælde er Thisted Kommune lige nu det sted i Nordjylland med flest nye covid-19-smittede indenfor den seneste uge - set i forhold til indbyggertallet.

Det fremgår af en opgørelse over antal tilfælde i perioden 3.-10. august, som DR har offentliggjort på basis af tal fra Statens Serum Institut.

Thisted indtager dermed en 21.-plads blandt landets 98 kommuner, lige foran Københavns Kommune.

De nye tilfælde bringer det samlede antal registrerede covid-19-tilfælde i kommunen op på 40.

Som NORDJYSKE har omtalt i de seneste dage er en frisørsalon, Klippe Cafeen i Sjørring, blevet ramt, da først en medarbejder og siden også indehaveren blev testet positiv. Og senest er et hold U17-fodboldspillere sendt til test og holdt i hjemmeisolation, efter at deres træner var blevet smittet med covid-19.

De nye tilfælde i Thy kommer efter, at Thisted Kommune - på linje med Morsø - i størstedelen af epidemien har haft nul smittede i de ugentlige opgørelser fra Statens Serum Institut. På Mors er der ikke registreret nogen nye smittede i den seneste uge .

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...