Der bliver nu givet støtte til at etablere sig med egen butik

THY-HANNÆS: Det skal være slut med at butikker i de mindre samfund lukker i forbindelse med, at ejerne for eksempel går på pension.

Sådan lyder det fra Thy Detailforum (DT), der med et nyt tiltag hjælper generationsskifter godt på vej i den lokale detailhandel i Thy.

- Vi tilbyder seks måneders gratis butiksleje det første halve år og herefter en konkurrencedygtig leje. Det nytter ikke noget, at man brugerne pengene på husleje fremfor at få kunderne ind i butikken, siger Handelsstandschef Michael Vendelbo, Thy Detailforum.

- Desuden tilbyder vi gratis iværksætter vejledning gennem Thy Erhvervsforum og tilbud om at deltage i arrangementer, op til timers rådgivning igennem StartUp Club Thisted, kontakt til lokalt pengeinstitut og revisor, samt gratis håndværker hjælp: to dages tømmerarbejde fra Bjarne Breinholt i Hurup, og en dags el-arbejde fra Thy Teknik og Klima ApS, ekskl. materialer, fortæller Michael Vendelbo.

Med i pakken er også gratis medlemskab af handelsstandsforeningen i et år, og sparring med andre selvstændige i detailhandlen samt et rådgivningsmøde med Nordjyske Medier og markedsføring for 5.000 kroner.

Herudover tilbyder man at hjælpe nye borgere på plads både med det rent praktiske, men også på det sociale område.

- Vi hjælper også tilflytterne, tilrettelægger et program med sociale og kulturelle aktiviteter således, at man fra start får skabt et stærkt socialt netværk, fortæller Michael Vendelbo.

Den nye støtteordning dækker hele Thy og programmet har allerede vist sit værd, da Thy Detailforum har været fødselshjælper i forbindelse med, at Ole Andresen overtager butikken Erik’s Vin & Kaffe i Hurup, der skifter navn til Thy Specialhandel fra den 1. juni 2019.

Af Ole Iversen

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...