Efter godt et år vil ejerne af cafeen midt på Vestergade sælge stedet

THISTED: Efter ejerne af Thy Caféen har drevet stedet i godt et år, har de nu valgt at sætte stedet til salg.

På et stykke papir i vinduet fortæller ejerne, at det er sket per 15. maj.

"Grundet tidsmæssige årsager ser vi os desværre nødsaget til at sælge caféen".

Aase Sørensen, der ejer stedet sammen med Finn Meldgaard, fortæller, at de håber, at en køber melder sig hurtigt, så vedkommende kan holde caféen i gang.

- Det er jo et perfekt tidspunkt at overtage caféen og få hele sommersæsonen med fra starten af, siger Aase Sørensen og fortsætter:

- Det er tidskrævende at drive en café. Men omvendt, kan det blive en fin forretning, hvis man har tiden at investere i det.

De nuværende ejere vil holde stedet åbent med caféens personale, så der ikke bliver en lukkeperiode, inden en ny ejer kommer til.

Prisen på Thy Caféen, som ligger i lejede lokaler Vestergade 11, ønskes ikke oplyst.

- Men ring på nummeret i vinduet, så finder vi prisen, hvis man er hurtig, lyder det fra Aase Sørensen.

Thy Caféen blev åbnet i februar 2017, og har blandt andet haft dansk smørrebrød og danske retter på menuen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...