Er blevet valgt som leverandør af eltavler til både et stort kraftværk i England og kommende projekter

THISTED: Thy El-teknik ApS har vundet en historisk stor ordre på eltavler. Tavlerne vil bl.a. blive brugt på et højteknologisk waste-to-energy-kraftværk tæt ved Liverpool i England.

Efter en længere udbudsproces har Burmeister & Wain Scandinavian Contractor A/S (BWSC) valgt Thy El-teknik som leverandør af RIO-paneler til både Hooton Bio Power Project og kommende projekter i porteføljen. Disse projekter kan komme med seks måneders mellemrum over den næste årrække.

Eltavlerne skal anvendes på store kraftværker uden for Danmark, og den første leverance, der skal stå færdig til nytår, er til Hooton Bio Power Project i England.

- Vi er selvsagt utrolig stolte over, at BWSC har valgt os som leverandør af så stor en ordre. BWSC er en stor international spiller, og vi ser det som en blåstempling, at de har valgt os som leverandør. Selv om vi hele tiden har været klar over, at vi leverer et godt produkt, er det dejligt at få bekræftet, at en virksomhed som vores kan konkurrere med de store drenge, siger Anders Jensen Søe, administrerende direktør hos Thy El-teknik.

Panelerne opsamler data fra hovedtavler, undertavler og målertavler m.fl., og det skaber kommunikationen, som får de forskellige komponenter til at tale sammen. Det enkelte projekt inkluderer mere end 2000 mandetimer og består af mere end 30 meter eltavle.

- Hvis man kigger på det samlede projekt, er det den største ordre i vores historie, og det er klart, at det vil kunne mærkes på travlheden i visse perioder. Når det er sagt, er vi jo vant til at levere store og komplicerede eltavler, så på den måde er der ikke noget nyt eller skræmmende i det. Vi glæder os mest af alt bare over, at vi har fået den her mulighed, siger Thomas Olesen, som er produktionsleder hos Thy El-teknik.

Thy El-teknik er landsdelens største tavleværksted og bygger styre- og fordelingstavler til kunder såvel i Danmark som i udlandet. Derudover udføres industriservice på elområdet, nøglefærdige industriinstallationer, og maskin- og robotprogrammering til industrielle anlæg.

Thy El-teknik blev etableret i 2001 og tæller i dag 20 medarbejdere, heriblandt de fire ejere Anders Jensen Søe, Henning Thøgersen, Tommy Skallerup Jensen og Thomas Olesen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...