DR2 sender ny serie om infrastrukturudviklingen i Danmark

TVED: Sidst i 1960’erne var arbejdsløsheden i Thisted Amt landets højeste, men så kom egnsudviklingsloven med støtte, og da der var begrænset, hvad man kunne skaffe af arbejdskraft i Københavns-området, besluttede en del produktionsvirksomheder at flytte til Thisted. En udløber heraf var, at Thisted også fik en indenrigsflyrute til København, som åbnede 31. oktober 1970.

I det hele taget har infrastrukturen i Danmark - havne, kanaler, jernbaner, hovedveje og lufthavne - haft stor betydning for landets udvikling. En ny serie på DR2 sætter nu fokus på transportformernes forskellige guldaldre - og på de mange spor i landskabet, som i dag fortæller om denne udvikling. Et af dem har fokus på Thisted Lufthavn i Tved.

Nogle af de spørgsmål, man stiller er: ”Hvorfor fik kanalerne aldrig en guldalder i dansk transporthistorie?” og ”Hvorfor er vores hovedveje lige, og hvordan kan det være, at Danmark var et af de lande i verden med det tætteste jernbanenet?”

I fire afsnit under titlen ”Da Danmark blev flettet sammen” hylder DR2 dansk transporthistorie - og forfølger sporene og giver værktøjer til at aflæse alt fra stationsbyer til lufthavne. Hver epoke havde nemlig sin storhedstid, selvom noget kræver en nostalgisk kikkert for at se det i dag.

Det fjerde afsnit af i alt fire sætter fokus på den luftfartsstruktur, som den tyske besættelsesmagt efterlod ved Befrielsen 1945 - og den indenrigskrig på flytrafikken til Kastrup, som blussede op i 1960’erne og frem til slutningen af 1990’erne. Her besøger værten Morten Brink Iwersen og Danmarks eneste flyekspert, lektor Claus Lassen fra Aalborg Universitet, så Thisted Lufthavn, der var en ud af fem lufthavne i det nord- og vestjyske, der havde indenrigsruter til København.

- Faktisk var der 11 lufthavne vest for Storebælt, der sendte passager mod hovedstaden. Det giver sig selv, at der ikke var passagerer nok. Indenrigskrigen var særlig intens i 1970’erne og 1980’erne, men blev afgjort, da SAS og Danairs monopol blev ophævet, og da Storebæltsforbindelsen kom og gjorde Danmark mindre, fortæller Claus Lassen, mens han og Morten Brink Iwersen får en mindeværdig flyfrokost i Thisteds terminal - inden de går på opdagelse i lufthavnen, der ikke har haft indenrigsfly siden 2007.

DR2-serien omfatter 1) Kanaler og havne - Esrum Kanal, Odense Kanal og Svendborg Havn, 2) Hyldest til hovedvejen - Geels Bakke, Hovedvej 1 og Fugleflugtslinjen, 3) Sidebaner og stationsbyer - Fårevejle Stationsby, Brenderup og Viborg-Mariager banen og så 4) Den luftige indenrigskrig - Aalborg Lufthavn, Aarhus Lufthavn og Thisted Lufthavn.

Serien får premiere torsdag 6. august på DR2 og sendes de følgende onsdag. Programmerne kan så ses på: www.dr.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...