Søndag 20. december er der to gange ”Engelsk julemusik”, og tirsdag 22. december gælder det Bachs ”Juleoratorium”

THISTED: I år er Thisted Kirkes to store koncerter i december som følge af coronasituationen flyttet til Teutonersalen ved Thisted Gymnasium, fortæller organist og kantor Niels Granvig.

De to årlige koncerter - enten Händels ”Messias” eller Bachs ”Juleoratorium” - det er sidstnævnte i år - og ”Engelsk julemusik” betragtes som så væsentlige for kirkens musikalske profil og ansigt udadtil, at man nødigt ville aflyse. Derfor er de flyttet.

- Der plejer normalt at sidde 400-450 mennesker i kirken til koncerterne. Da Teutonersalen trods sin størrelse ikke kan rumme så stort et publikum under restriktionerne, bliver der i år to koncerter med ”Engelsk julemusik”, nemlig søndag 20. december kl. 16.00 og 19.30, forklarer Niels Granvig. Det er koncerter med Thisted Kirkes drenge- og mandskor med Niels Granvig som dirigent.

Tirsdag 22. december kl. 19.30 er der så koncert i Teutonersalen med Aalborg Symfoniorkester, kammerkoret Dorimus og drenge- og mandskoret samt solisterne Sibylle Glosted, sopran, Sidsel Aja Eriksen, mezzosopran, Jonathan Koppel, tenor, og Deyan V’atchkov, bas. Denne koncert med Bachs ”Juleoratorium” dirigeres af Rebecca Miller.

Billetsalget til både ”Engelsk julemusik” 20. december og ”Juleoratoriet” 22. december skulle efter sædvane været åbnet sidste onsdag i november. Det var indtil det sidste usikkert, om kirkekontoret ville været åbent for offentligheden dén dag. Derfor sælges billetterne i år gennem portalen Tour de Thy, fortæller Niels Granvig.

Videre fortæller han, at Thisted Kirkes drenge-og mandskor ligesom resten af samfundet siden nedlukningen 11. marts har været meget præget af coronasituationen og de deraf følgende regler og anbefalinger. Forårets sidste korprøve var 10. marts, og drengene mødtes alle først igen i midten af august. Sangerne har i perioder og i lighed med mange andre været hjemsendt eller der har været meget små besætninger ved gudstjenesterne. Undtagelsen var konfirmationerne, der i øvrigt blev flyttet til efteråret - her medvirkede hele koret ved alle syv gudstjenester. Derfor sang menigheden ikke med - for der er også coronarestriktioner inden for kirkens mure.

- De mange koncerter og andre arrangementer, som normalt fylder godt i korets kalender, blev alle aflyst. Alt prøvearbejde efter sommerferien foregik i mindre grupper. og koret synger med lille besætning til de almindelige gudstjenester. Først lige op til en meget velbesøgt ”Evensong” i begyndelsen af oktober samledes hele koret til en enkelt prøve. I kirken står sangerne i en helt ny opstilling med to meters indbyrdes afstand. Disse vilkår betyder, at der ved koncerter kun kan sidde tilhørere i under halvdelen af kirken, forklarer Niels Granvig og fortsætter:

- Der mærkes blandt drengene en stigende sult efter at synge koncerter igen og en tilsvarende efterspørgsel og interesse blandt publikum.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...