Kommunen er røget til tops

THISTED: Thisted Kommune er de senere år stormet frem i flere ranglister for landets 98 kommuner.

Torsdag røg kommunen helt til tops, da den modtog udnævnelsen som ”landets mest ejendomsvenlige kommune”.

Tre personer fra Ejendom Danmark med direktør Jannick Nytoft i spidsen havde derfor taget turen fra København til Thisted for at overrække prisen i form af et diplom til borgmester Ulla Vestergaard. Udnævnelsen kommer fra Ejendom Danmark som er erhvervsorganisationen for ejere, udlejere og administratorer af fast ejendom i Danmark.

I udnævnelsen lyder det: ”Thisted er landets mest ejendomsvenlige kommune og har særligt forbedret byggesagsbehandlingstiden, mens kommunen har fastholdt den lave timepris ved byggesagsbehandling. Ejendomsvenlighed er med til at holde gang i kommunens økonomi og beskæftigelse”, påpeger EjendomDanmark.

Thisted kan nu også bryste sig af en flot top-placering som Danmarks mest ejendomsvenlige kommune.

Det viser en ny undersøgelse fra EjendomDanmark.

Thisted har ligget i top-5 over de mest ejendomsvenlige kommuner siden 2016.

Borgmester i Thisted, Ulla Vestergaard (S), er stolt over, at Thisted ligger på førstepladsen som den mest ejendomsvenlige kommune i Danmark.

- Det har en stor betydning, at vi har en hurtig behandling af byggesager, og det skyldes det gode samarbejde, vi har med borgere, for eksempel gennem forhåndsdialoger. At vi samtidigt fortsat kan gøre det uden gebyrer er ekstra godt, siger hun.

At servicen og behandlingstiden for erhvervsvirksomheder er i top understreges af at Thisted ligger helt i top 10 i fire nyligt publicerede ranglister. ?Noget der gør Niels Jørgen Pedersen, formand for Erhvervs, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget både stolt og glad.

- De flotte placeringer på ranglisterne er udtryk for en rigtig positiv udvikling i Thisted Kommune. Det kommer efter at vi besluttede at gøre en indsats og en investering i at være en servicekommune for borgere og erhverv.

- Ikke noget med lange ventetider på byggesager og henvendelser. ?Det er nu med hjælp fra de ansatte i forvaltningerne blevet vendt til en rigtig god historie, som har spredt sig. Det har senest været medvirkende til at to store virksomheder som Bilhuset og Harald Nyborg har besluttet at etablere sig med store forretninger i Thisted.

De andre ranglister som Thisted Kommune er kravlet helt i top af er:

Nr. 2 på Dansk Byggeris Rangliste over kommuners erhvervsvenlighed. (Fra en 6. plads i 2018 og en 21. plads i 2017).

Nr. 6 på listen over Dansk Industris liste over ”erhvervsklima-venlige” kommuner.

Nr. 9 på listen over transportkommuner, lavet af IFD : Professionelle Transport og Logistikvirksomheders brancheorganisation.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...