Thisted By klar til at håndtere Black Friday og julehandlen

THISTED: Black Friday og julehandlen trækker traditionelt tusindvis af glade kunder til Thisted.

Det kommer også til at ske i år - om end der tages en række forholdsregler i forhold til covid-19 pandemien.

- Vi skal holde pandemien i ave således, at vi hurtigst muligt kan få genåbnet samfundet som vi kender det fra før nedlukningen. Det kan kun ske ved, at vi alle sammen står sammen og hver især bidrager ved at følge myndighedernes anvisninger, påpeger handelschef Michael Vendelbo fra Thistedby.dk.

Hans medlemmer er klar til at håndtere både Black Friday og den kommende julehandel.

- Vi har nogle forskellige håndtag, vi kan dreje på. Det handler blandt andet om i ændre Black Friday til afvikles over en enkelt dag til være en Black Weekend, hvor butikkerne har åben fredag, lørdag og søndag og man dermed har mulighed for sprede handlen. Der vil være tilbud, men de store slagtilbud kommer ikke på én gang som tidligere år. Disse spredes også ud over weekenden, fortæller Michael Vendelbo.

Handelschefen fortæller også, at Open by Night arrangementerne i november og december er aflyste og afløst af længere åbningstider i butikkerne.

Forsvarligt at handle

Byens handlende har hele vejen igennem corona-tiden været med til at tage ansvar og tage de fornødne forholdsregler i forhold til at begrænse smittespredningen med bl.a. håndsprit, afstandsmarkeringer og vejledning.

- I detailhandlen har smittetallene blandt medarbejdere været lave. Sådan skal det fortsætte med at være, ikke blot hos medarbejderne men i hele lokalsamfundet. Derfor handler det også om, at kunderne handler forsvarligt og følger rådene om at spritte af, holde afstand, have en ordentlig nyse/hoste etikette, ifører sig mundbind udenfor butikken og tager dem af igen, når man forlader butikken samt selvfølgeligt holder sig hjemme, hvis man har de mindste symptomer, påpeger Michael Vendelbo.

Han fortæller, at det generelt er sikkert at gå på indkøb, ganske som man plejer.

- Så længe vi alle følger anvisningerne, er det sikkert at handle i Thisted By og derfor lyder opfordringen da også herfra: handl med hjertet og handl lokalt og følg anvisningerne. Så har vi også et velfungerende lokalsamfund efter Covid-19, siger Michael Vendelbo.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...