Gin N’ Beer, Sweet Gale og Strong Ale er på vej i handelen

THISTED: Den er endnu en øl i bryggeriets serie af luksusøl, hvor den har selskab af Jack & Beer (luksus Stenøl med Bourbon) og Rum N’ Beer (Barley Wine med Caraibisk rom).

- I vores jagt på at overføre den dejlige krydrede fornemmelse af en god Gin til en ny øl, faldt vi over nogle gamle Geneverfade fra Belgien. Vi brygger vores grundøl godt krydret med Enebær, Angelika og Koriander, og lægger en del af brygget på de gamle egefade. I forbindelse med tapningen blander vi det fadlagrede og tanklagrede øl med den prisbelønnede Nordisk Gin, der er destilleret på Nordisk Brænderi i Fjerritslev, fortæller Brygmester Antoni Aagaard Madsen.

Han beskriver Gin N’ Beer som lys og frisk krydret øl, med en tør crispy mundfornemmelse, og en solid bitterhed, der stammer fra krydderierne. Den nye øl egner sig rigtig godt til krydrede madretter, men den er også en stor oplevelse for sig selv, serveret i et højt ølglas.

Derudover har bryghuset netop lanceret Sweet Gale og Strong Ale, som er de to første nye øl i Singaturserien fra Thisted Bryghus.

- Sweet Gale er det engelske navn for Porse. Sweet Gale er også den første øl i vores signaturserie af historiske øl. I forrige århundrede brugte man ofte porse i ølbrygningen i stedet for den dyre importerede humle. Derfor kaldte man også porsen for fattigmandshumle. Sweet Gale er en gylden lagerøl med rund og aromatisk smag af porse, fortæller Brygmester Antoni Aagaard Madsen.

Han fortæller, at øllen både kan nydes såvel til frokosten, som til ikke for tunge middagsretter.

Historien bag Strong Ale går tilbage til tidligere tider, hvor man bryggede øl i egetræsbeholdere, der ikke kunne opvarmes med åben ild. Man opvarmede og kogte dengang sit bryg ved at tilsætte glohede sten fra ildstedet.

- Metoden resulterede i en helt særlig smag af karamel og let røg på grund af påbrænding på stenenes overflade. Vi opnår vi den samme smagsudvikling ved at opvarme lavasten til 800 grader, og sænke disse ned i den søde ølurt, fortæller Antoni Aagaard Madsen.

Strong Ale er en fyldig og varmende øl, som passer perfekt til kraftigere varme madretter.

Den nye øl er på vej ud til landets øl- og vinhandlere samt supermarkeder landet over.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...