Klubben i Hanstholm fylder 40 og fik i denne uge i jubilæumsåret medlem nummer 100

HANSTHOLM: Det går godt i Hanstholm Tennisklub. Medlemmerne kommer til i en lind strøm. For fem år siden var der kun 36 medlemmer. Nu er medlem nr. 100 netop blevet budt velkommen i klubben i skoven ved Hanstholm Skole.

- En pæn fremgang. Vi er vokset i medlemstal hvert år siden 2013, siger Kirsten Ravn, der er en af ildsjælene i tennisklubben.

Klubbens sekretær kunne ønske det nye medlem tillykke og velkommen med en flaske vin. Kenneth Correll havde fået en ketcher i fødselsdagsgave af nogle venner, der allerede var blandt nye medlemmer i klubben, og efter en prøvetime var han også klar til at blive meldt ind.

Ikke siden engang i 80’erne har der været så mange medlemmer som nu i tennisklubben.

- Dengang var det en stor gruppe unge, der trak tallet op. Nu er det især folk "midt i livet", der melder sig ind i klubben.

Sekretæren fortæller, at det er hele familien, og flere vennegrupper har også fundet vej til klubben.

- De giver udtryk for, at de er tiltrukket af det frie system med, at man ikke behøver at skulle spille på faste tidspunkter. Men man kan spille når tid og lyst melder sig.

Desuden er der også godt fremmøde til klubaftner/dameaftner, og det sociale liv i klubben får også mange til at møde frem som tilskuer til kampene om klubmesterskabet.

- Det er meget passende at klubben når det runde tal her i jubilæumsåret. Det er nemlig 40 år siden klubben blev startet af en gruppe lokale ildsjæle.

Jubilæet fejres senere på sæsonen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...