9. februar og 29. marts vil man også gerne se deltagernes egne genstande og høre de tilhørende historier

THISTED: Museets Venner arrangerer her i foråret to tekstilsøndag, hhv. 9. februar og 29. marts. Første gang er emnet genbrug, fortæller Liv Stange, som er medarrangør. Denne eftermiddag knytter sig til museets vinterferieprogram og foregår derfor i museets ny bygning på adressen Jernbanegade 11.

- I museets samling findes mange eksempler på tekstilt genbrug, f.eks. lommetørklæder til daglig brug, lavet af gamle gardiner og aflagte skjorter, tøj syet af faldskærmssilke under Anden Verdenskrig, broderede duge og løbere brugt som dele af kvinde- og børnetøj fra 1970’erne, gamle sække der er blevet til grove forklæder, siger Liv Stange fra Museets Venner og fortsætter:

- Det mest kendte genbrug i samlingen er kristentøjet - det kulørte dåbstøj, syet af overklassens aflagte festkjoler. Men også lapning og stopning kan gøre gammelt tøj klar til genbrug.

29. marts er det ”kunststrik”, der er på programmet. Kunststrik fremkommer ved talrige ud- og indtagninger og kaldes også kniplingestrik. Teknikken er især brugt til lyseduge, flakoner og mellemlægsservietter, men ses også som strikkede blonder eller strikkede kniplinger.

- Vi ser på et udvalg af genbrug og af kunststrik fra tekstilmagasinet, men deltagerne opfordres begge eftermiddage til også at tage genstande med fra egne samlinger - meget gerne med tilhørende historier, siger Liv Stange, som byder på kaffe eller te med brød.

Nærmere på: www.museumthy.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...