Vesløs Kro havde børn fra Kronens Mark på besøg

VESLØS: Det er efterhånden blevet en tradition, at Vesløs Kro indbyder nogle børnehaver til julefrokost.

I denne uge var det Krones Mark børnehave, der for tredje gang på tre år var til julemad og julemand på kroen med 35 børn og syv voksne.

Julemenuen stod frikadeller, stegte fiskefileter, varm leverpostej, ris a la mande og tarteletter. En menu der helt faldt i de festklædte børns smag.

Ikke mindst tarteletterne var populære, også selv om børnene ikke helt vidste hvordan de skulle spises. Men det lykkedes og flere var oppe og hente en tartelet mere.

- Det er blevet en lille tradition, at vi tager til julefrokost på Vesløs Kro. Det er hyggeligt, og så fejrer vi også at det snart er jul, siger leder af Kronens Mark Sanela Juzbasic.

Det koster 60 kroner at spise og drikke hvad du kan på Vesløs Kro. Ikke noget som indehaver Jørgen Jacobsen tjener noget på.

- Men det er jo sjovt at have de små på besøg. Og så tror jeg da også det giver noget god PR for kroen, lyder det fra ”Blomster Jørgen”, der selv serverede for børnene.

Efter at maverne var blevet fyldt, blev der råbt: ”julemand - julemand”, og ind i krosalen kom den hvidskæggede rødklædte julemand, i skikkelse af Abeer Sahyouni, med en stor sæk på ryggen.

For inden børnene drog tilbage til Thisted med bussen, fik de slikpose af manden med det store skæg, som ikke alle børnene var helt trygge ved.

Udover Kronens Mark har også Rolighedsskolens Børnehave været til julefrokost på Vesløs Kro.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...