Op til 25 opkald om dagen fra utilfredse folk der savnede lys i stjernen over maltfabrikken - så nu vender den tilbage

DRAGSBÆK: Siden 1986 har den store julestjerne lyst over Thisted og bredningen fra Dragsbæk Maltfabrik, som nu hedder Sophus Fuglsang Maltfabrik.

Først fra skorstenen, men så blev den i 2008 monteret på taget. Men protester fik i 2017 stjernen atter op i skorstenen.

Men i år har den permanent monterede kæmpestjerne, i toppen af den 72 meter høje skorsten, været slukket.

Det har afstedkommet en ny telefonstorm fra naboer og pendlere til driftsleder Finn Hangaard.

Op til 25 opkald om dagen fra utilfredse folk der savnede lys i stjernen.

Men det var bare ikke muligt i år, fordi der var der overgang i det elektriske på grund af vand i de 36 fatninger.

- Men selvfølgelig skal der være lys i stjernen. Derfor besluttede vi torsdag at få stjernen løftet ned med kran. Så går vi den fuldstændig igennem, får nye pakninger i og giver alt en gang silikone, så der ikke kommer vand ind til LED-pærerne. Så er der lys i stjernen fra torsdag aften, lover Finn Hangaard, som nu håber at julefreden kan sænke sig over Dragsbæk - uden sure opkald.

Han havde bestilt kæmpekranen fra Th. Thomsen, der måtte foldes helt ud for at nå den højtmonterede stjerne.

Men han havde også havde tre kolleger klar, når stjernen kom ned. Arbejdet skulle nemlig hurtigt klares, så den atter kunne komme til tops på toppen af maltfabrikkens skorsten.

Så mens du læser dette, eller når du kører ved Thisted, så hold øje med om ikke der atter er stjernelys over by og bredning fra Sophus Fuglsang Maltfabrik.

Fabrikkens ansatte arbejder udover med julestjerner, også med fremstilling af malt...

Hele 300 ton om dagen eller eller 110.000 tons årligt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...