Alle billetter er revet væk til premieren på Steinfath-film

THISTED: Interessen for at være med til galla-premieren på dokumentarfilm om standup-padleren Casper Steinfaths vintertogt over Skagerrak sidste år er overvældende. Alle billetter til forevisningen i Kino i Thisted 3. maj er revet væk.

Filmen vises som en del af Cold Hawaii Surf & Film Festival, som efter bare 14 dages billetsalg må melde alt totalt udsolgt.

- Jeg er stolt, ydmyg og skræmt på samme tid over, at gallapremieren er udsolgt. Jeg glæder mig til festen i Thisted, selvom det bliver en aften med store følelser, siger Casper Steinfath med udsigt til at skulle se filmen med familie, venner og resten af Thy.

- Casper er populær i Thy, men det blæser mig bagover, at filmen er udsolgt på to uger. Det er fedt at mærke, at vi midt i en Netflix-tid stadig kan trække mennesker ind i den gode gamle biograf. Det fortæller os, at thyboerne også er stolte over bedriften og gerne vil vide mere om Casper og turen til Norge, siger Alicja Cupial, der står i spidsen for Cold Hawaii Surf & Film Festival, som SKAGERRAK er en del af.

Casper Steinfath padlede den 18. marts sidste år 147 kilometer fra Hirtshals til Kristiansand - en tur, der varede 18 timer og 26 minutter. Filmen følger Casper Steinfath helt tæt i tiden mellem det første, mislykkede forsøg på at krydse Skagerrak i 2017 og til det succesfulde togt sidste år.

Men selvom der er udsolgt til gallapremieren, er der flere muligheder for at se filmen, der er en ren nordjysk produktion - stort set finansieret af lokale privatpersoner, fonde og virksomheder i Nordjylland.

Den er på plakaten i Kino 1-2-3 6. og 7. maj.

Filmen bliver også vist i København tirsdag 7. maj og i Aarhus torsdag 9. maj.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...