I fem år er en flok rykket ud, når der kom meldinger om hjertestop

HANSTHOLM: I fem år har en flok ildsjæle rykket ud, når 112-alarmen gik for et hjertestop i Hanstholm området. Så modtager gruppens otte frivillige straks en SMS, og kan være på stedet indenfor tre minutter- det har reddet liv flere gange.

Men nu er gruppen løbet ind i et rygte om at SMS-ordningen er sparet væk. - Det er absolut ikke rigtigt, siger gruppens talsmand Morten Olsen, der er redningsstationsleder i Hanstholm.

- Beredskabet lever i bedste velgående, det er helt gratis, og folk må ikke få den opfattelse, at vi er sparet væk. Vi rykker stadig ud med sekunders varsel, når en alarm går ved hjertestop eller ved mistanke om hjertestop. Det har vi allerede gjort fire gange i 2018. Vi er de første på stedet og kan give den livsvigtige førstehjælp. For når hjertet står stille, så er tiden en vigtig faktor i livredningen. Vi har hjertestarter med når vi kommer, og er selvfølgelig alle uddannet til at udføre hjertemassage, siger Morten Olsen.

Hanstholm-ordningen med samtidig SMS til gruppen, når ambulancen alarmeres, var den første af sin art i Nordjylland. I dag er der 15 SMS-grupper rundt i regionen.

Hanstholm gruppen består af fagfolk: tre sygeplejersker, tre brandmænd og to redningsmænd.

Og gruppen har reddet liv.

Det bliver de lokalkendte redningsfolk ofte mindet på, når de på vejen møder en af dem de har hjulpet.

- Det er noget der gør os glade - så bliver vi bekræftet i at vi gør en forskel. Men vores tilstedeværelse, letter også situationen for de pårørende, når uheldet er ude, siger sygeplejerske Benthe Jensen.

Gruppen har en kraftig opfordring til alle: få den gratis 112-app installeret på ens telefon.

- Den er supervigtig for at få hjælpen hurtigt frem til en adresse eller location, siger Morten Olsen og fortsætter

- For den viser uheldsstedets placering meget nøjagtig, uden man i en presset situation skal bruge tid på at forklare hvor man er. Det kan jo være ude i terrænet. Den kan bruges direkte ved alarm, men man kan selvfølgelig også ringe normalt på 112.

Hanstholms frivillige SMS hjerte-stop-gruppe blev stiftet 20. maj 2013.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...