Og udvider måske i løbet af et par år med Mors, siger formand Ove Hegnhøj

THY-MORS: Der har været helt lukkede skotter. Først kl. 12 onsdag 29. april fik landets spillesteder besked om, hvorvidt deres ansøgninger om at blive regionalt spillested bar frugt.

I Nordjylland kunne alle ansøgere dog ånde lettet op. Statens Kunstfond har igen udpeget på Studenterhuset i Aalborg, Spillestedet Thy i Thisted og Det Musiske Hus i Frederikshavn som regionale spillesteder i Nordjylland.

Hos Spillestedet Thy vækker det stor glæde, og man beholder støttestørrelsen på 1 mio. kr. om året næste fire år, fortæller Ove Hegnhøj, formand for bestyrelsen.

- Det betyder, at vi kan fortsætte vores aktivitetsniveau. Spillestedet blev til på initiativ af en gruppe enkeltstående musikforeninger, og tilskuddet har betydet, at vi har kunnet udvikle det og få det etableret. Vi har fået rigtig gode evalueringer fra Statens Kunstfond undervejs, siger Ove Hegnhøj, der selv er formand for foreningen Jazz i Thy.

Af nye initiativer har man bl.a. arbejdet på at skabe flere koncerter på tværs af genrer samt på at skabe endnu flere events rundt om i byrummene på egnen.

- Jeg kunne også godt tænke mig at udvikle flere tilbud til morsingboer. Det er meget sporadisk, hvad de har der. Måske vil vi om et par år se et spillested, der hedder Thy-Mors, siger han.

I alt 26 spillesteder har ansøgt om at være regionale spillesteder i perioden 2021-2024. Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for musik har udpeget 19 ansøgere og givet afslag til syv. Randers røg således af igen efter en enkelt periode, og også Jazzhus Montmartre og Loppen i København fik nej. Tilskuddene fra Statens Kunstfond tilsvares typisk af lignende årlige beløb fra hver af spillestedernes kommuner.

Se nærmere om spillestedet: www.spillestedetthy.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...