4. april slås dørene op for en kæmpe butik, der går fra 495 til 845 kvadratmeter

KLITMØLLER: Det har været på vej i halvandet år. Nu er ønsket om en større butik snart ved at gå i opfyldelse for købmand Mikael Konradsen, indehaver af Spar Klitmøller.

4. april vil han kunne slå dørene op for en kæmpe butik, der går fra 495 til 845 kvadratmeter, og også lageret får en betydelig udvidelse: i alt 1300 kvadratmeter butik og lager.

- Det er fire år siden vi sidst byggede om. Siden er der sket meget i Klitmøller. Vi mærker tydeligt, at flere er flyttet til byen, og at turisterne for alvor har fået øje på Klitmøller, siger Mikael Konradsen og fortsætter:

- Der bor knapt 1000 mennesker i byen, men om sommeren vokser det antal til det femdobbelte. Det er her at vi skal tjene vores penge. Derfor skal vi have en butik der kan tiltrække og holde kunderne i byen. Vi må erkende, at skal vi overleve som supermarked i Klitmøller, så må vi efterkomme de krav som blandt andet betyder et større vareudbud. Og vi skal også være klar på at forny os og udvikle butikken.

Det sidste kan blandt andet ses af at der i butikken bliver indrettet en ”Klitmøller-udgave” af en café som kendes fra de de støre byer.

Hvor man kan købe alle firmaer for kaffe og convenience-food.

Caféen indrettes med store vinduer, så man kan sidde med kig ned ad Ørhagevej og derved følge lidt med i hvad der sker.

Med tilbygningen og den omforandring af butikken der kommer ved byggeriet, får Mikael Konradsen og hans 20 ansatte en meget mere rationel drift af butikken.

Der bliver meget mindre der skal sættes på hylder. I stedet køres varerne ind på paller. Der kommer til at spare meget tid.

Afdelingen for økologiske varer udvides betragteligt.

- Vi har en meget stor efterspørgsel af denne varetype og vi vil være en stærk butik på dette område. På kødsiden bliver det også meget mere interessant, med en aftale med Den Gamle Slagter i Thisted om levering af fersk kød og halv-færdige retter til til at sætte i ovnen. Brødleverandøren bliver Koldby Bager.

På grund af en større butik med blandt andet ny café-afdeling, skal der ansættes to nye medarbejdere.

Prisen for hele projektet bliver ca. 10 mio. kroner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...