Flere arkæologer arbejder i disse uger i et gammelt kulturlag under mulden

NORDTHY: Bilister på Hanstholmvej og Klitmøllervej har bemærket en kilometerlang, otte meter bredt bælte, der er gravet op gennem kornmarkerne. Her arbejder flere arkæologer i disse uger, knapt en meter nede i et gammelt kulturlag under mulden. De har allerede fundet tydelige spor af flere små-landsbyer, som ikke længere ses i landskabet. Men også 2000 år gamle sager, som de fortidige thyboer brugte i deres hverdag.

- Selv om det efterhånden er dagligdag, at vi bliver kaldt ud, i forbindelse med at der skal lægges kabler eller rør i jorden, så er denne udgravning meget stor. For det blev besluttet, sammen med fjernvarmeselskabet, at åbne hele stykket på næsten 10 km. og i alt otte hektar, på én gang. Dette store snit gennem landskabet giver os en helt unik mulighed for at få indblik et et stort område, fortæller leder af udgravningsprojektet, museumsinspektør Niels Algreen Møller fra Museum Thy til Thisted Posten.

Han fortsætter: omkring år 0 var det almindeligt at de gamle thyboer flyttede deres huse hvert 30-50 år. Derfor ligger beboelserne spredt i landskabet.

- Men det var også på den tid i ældre jernalder, (500 f.Kr. til 400 e.Kr. red), at man begyndte at anlægge mere permanente landsbyer. Derfor har vi også fundet flere kulturlag ovenpå hinanden.

Det arkæologiske arbejde har fundet spor af landsbyer tæt ved Hanstholmvej i Skinnerup og i nærheden af Vester Vandet. Der er fundet brolagte vejstykker, gulvbelægninger af kalk i husene, brolægninger som lå rundt om husene, dekorerede ildsteder, stolpehuller, masser af potteskår, men også stort fad med ornamentik.

I kommende uge går man i gang med det sted, hvor man har mest forventning. Det er Hønbjerg, som ligger ikke langt fra Skinnerupmasten, hvor terrænet er højest. Her forventer arkæologerne at skulle arbejde i fire uger, og at der her venter mange spændende fund og viden om de gamle thyboer.

Arkæologerne arbejder kun i det stykke som er åbnet. Der graves ikke ind i terrænet, selv om man ser at sporene fortsætter.

- Der ligger helt sikkert flere ting længere inde, men det får lov at blive der denne gang. Nu registrerer vi hvad vi finder, og når vi har undersøgt alt i den udgravede rende, så forlader vi området, som maskinerne så kan grave ned i og lægge fjernvarmeledningerne.

Det er Niels Møllers håb at de fundne genstande og den nye viden om de gamle thyboer kan udstilles.

Et fund vil dog få nye betydning, når det bliver en del af jernalderlandsbyen ved Heltborg Museum. En stenbelagt gangsti er taget op ved Skinnerup som skal lægges ned igen som en del af udstillingen ude i museumshaven.

Det arkæologiske arbejde i hele fjernvarmesporet forventes afsluttet i løbet af september.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...