Organist og kantor Søren Christian Vestergaard og sopran Clara Cecilie Thomsen kommer begge fra Trinitatis Kirke i København

FRØSTRUP: Mandag aften 10. august kommer koncertrækken Musik i Han Herred til Tømmerby Kirke med en koncert med sopran Clara Cecilie Thomsen og organist Søren Christian Vestergaard. De byder på et sommerprogram af musik for sopran og orgel.

Søren Christian Vestergaard fik sin kirkemusikalske diplomeksamen fra Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg 1993, men havde forinden også studeret hos professor Wolfgang Zerer i Hamburg og på Hochschule für Musik und darstellende Kunst i Wien. 1995 debuterede han i Jægersborg Kirke nord for København efter to års studier i solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.

Han har været organist ved først Jægersborg Kirke, siden Københavns Domkirke Vor Frue og fra 2007 ved Trinitatis Kirke i København, hvor han leder kammerkoret Trinitatis Kantori. I den forbindelse lægger han vægt på kormusik ved kirkens højtider og har introduceret meget populære kantantegudstjenester, hvor han benytter professionelle sangere fra Trinitatis Kirkes kor, bl.a. Clara Cecilie Thomsen.

Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og fra Operaakademiet og debuterede 2017 på Det Kongelige Teater som Barbarina i Mozarts ”Figaros bryllup”, og siden har hun sunget andre store partier på teatret, og i februar i år sang på Den Jyske Opera, hvor hun også er engageret til yderligere to forestillinger. Hun har desuden sunget med flere orkestre, bl.a. Det Kongelige Kapel, Aalborg Symfoniorkeser og Copenhagen Phil, og hun har modtaget flere priser.

Ved koncerterne i Musik i Han Herred iagttager man de til enhver tid gældende regler for samlinger, adfærd og afstand som følge af coronarestriktionerne, fremgår det af en pressemeddelelse.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...