Foto-Henning har udgivet i alt tre bøger om sit arbejde som fotograf for Flyvevåbnet

THISTED: Den første sogneaften i Thisted Kirkecenter i denne sæson bliver onsdag aften 16. september med Foto-Henning alias Henning Kristensen, der fortæller om de helt specielle arbejdsforhold, han havde 1981-2012 som fotograf på Flyvevåbnets jagerfly, bl.a. F-104 og F-16, altså fra bagsædet, ligesom han har taget billeder på landjorden, både her i landet og som udsendt.

Foredraget ledsages af billeder taget fra bagsædet. Foto-Henning udgav 2011 bogen ”F-16-oplevelser på danske vinger” på Gyldendal sammen med jagerpilot Thomas MET Kristensen om arbejdet. På flagdagen 5. september 2015 udgav MET og Foto-Henning deres anden bog - denne gang om ”C-130 Hercules”. Henning Kristensen har i den forbindelse rejst med dette fly og dets besætninger i en stor del af verden. På flagdagen 2017 udkom så ”Merlin-oplevelser på danske vinger”, hvor der berettes om redningshelikopteren på missioner i døgnets 24 timer og som bidrag til Danmarks udsendte styrker.

For alle bøger gælder, at honorarer og overskud går ubeskåret til Soldaterlegatet, som giver støtte til sårede danske soldater og deres familier. Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik er protektor for Soldaterlegatet og medvirker i bøgerne.

Der vil blive lejlighed til at købe bogen ”Merlin-oplevelser på danske vinger” og få den personligt signeret. Bogen koster 350 kr. og kan betales med MobilePay eller kontanter, oplyser Thisted Kirke i en pressemeddelelse

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...