Brohuset og Cold Hawaii Inland-projekter præsenteres ved samme lejlighed

THY-MORS: Søndag eftermiddag 22. september er der officiel indvielse og åbent hus på det ny Søsportscenter Vilsund på det tidligere bådeværft på Gl. Færgevej i Vest Vilsund.

Siden foråret har frivillige og håndværkere haft travlt med ombygning og renovering af den gamle værftsbygning på havneområdet i Vilsund.

- Der har været tale om en langvarig og kompliceret proces, siger formanden Flemming Jensen fra Søsportscenter Vilsunds Bygningsforening:

- På baggrund af et tilsagn på 2 mio. kr. fra A. P. Møller Fonden og tilskud fra Thisted Kommune samt indsamling i lokalområdet er vi nu nået i mål og glæder os til at vise de ny rammer til de mange interesserede, tilføjer han.

Formanden for Thisted Kommunalbestyrelses erhvervs-, arbejdsmarkeds- og kulturudvalg Niels Jørgen Toft Pedersen holder åbningstalen. Søsportscenter Vilsund serverer kaffe og kage til alle, og der vil være is til børnene.

I forbindelse med indvielsen af Værftet vil Sundby Mors Havn præsentere planerne for Brohuset - et byggeri, som forventes påbegyndt senere på året eller i begyndelsen af 2020.

Desuden vil det være muligt at få en snak med repræsentanter fra Søsport Vilsund om mulighederne for kajak- og SUP-aktiviteter på fjorden.

Projekt Cold Hawaii Inland bliver fremvist af repræsentanter fra Thisted Kommune i forbindelse med indvielsen, og det vil på værftspladsen være muligt at se, hvordan det første element af Cold Hawaii Inland begynder at tage form.

Med dette byggeri og med Brohuset på østsiden og værftet på vestsiden af Vilsundbroen er rammerne ved at være på plads til at gøre Vilsund-området til et attraktivt søsportscenter som en del af Cold Hawaii Inland, siger Flemming Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...