Geopark Vestjylland guider gæster til de forskellige oplevelser, og bunkeren fungerer som indgang til parken

ODDESUND NORD: Kulturlandskab Oddesund bliver besøgt af rigtig mange gæster, og nu kan de få flere oplevelser. Derfor blev der søndag 2. august af Geopark Vestjylland indviet et geoparkhjørne, hvor med man vil guide gæsterne, og det vil samtidig være indgang til hele geoparken.

Beboerforeningen, som står for attraktionerne i området, præsenterede samtidig helt nye installationer, der skal glæde både turister og lokale - samt bidrage til at fremme bosætningen i Vestjylland.

Mange, der havde planlagt at lægge vejen forbi indvielsen, kom desværre til at holde rigtig længe for Oddesundbroen, så indvielsen blev forsinket med omkring en halv time. Lone Børsting, som er formand i Oddesund Nord Beboerforening og Bådelaug, holdt indvielsestalen:

- Man kan godt sammenligne Sunddraget med en klase bananer. Alle bananerne i historiens forløb har hver især haft en betydning, og alle har de efterladt sig spor, når de har været i brug og er blevet efterladt som bananskræl, sagde hun i sin tale.

Efter Lone Børstings indvielsestale var det tid til at indvie bunkeren. Her var det Tage Kristensen, som klippede det rød-hvide bånd over. Der var også tale af Jørgen Lindholm Pedersen samt Steffen Damsgaard fra Geopark Vestjylland.

Der blev i dagens anledning serveret et glas rosévin, og havde man lyst, var der drikkeflasker, man kunne tage med hjem.

Herefter gik man videre til bunker L 411 A, hvor Finn Nikolaj Østergaard og Birgitte Langius underholdt på hhv. cello og violin med musik af bl.a. J. S. Bach.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...