Snespurven er den nordligst ynglende spurvefugl

Af Ole Iversen

ugethy@nordjyske.dk

THY: Som sneflokke kommer de vrimlende til Thy om vinteren og har endda et navne der matcher.

Snespurven er den nordligst ynglende spurvefugl, og om vinteren opholder den sig i stort tal i blandt andet Thy.

Thisted Postens naturmand Jens Jørgen Andersen, Hanstholm, fortæller, at snespurven kan opleves langs alle Thys kyster - også inde i Limfjorden.

Et af de helt gode steder er ved færgelejet ved Agger Tange. Også ved Lønnerup Fjord-dæmningen er den næsten sikker.

- Ser man en flok brogede sort/hvide/brune spurvefugle lette, når man er ved kysten, så er det næsten helt sikkert snespurve. Snespurven er nem at kende med den hvide bug og de meget tydelige rent sorthvide vinger, som man opdager når flokken letter. Den ses nemlig altid i flokke - fra en 15-20 og op 50-100 fugle.

Og så har den en sjov opførsel som man lægger mærke til. Den er godt camoufleret mellem sten og kridt, og kan pludselig lette. Og man kan opleve det modsatte: at en flok kommer flyvende og slår sig ned tæt på en. Så vil man opleve at fuglene er meget aktive og trisser hele tiden rundt på jorden mellem sten og planter på jagt efter føde, som om vinteren mest er frø, fortæller Jens Jørgen Andersen.

- Snespurven har enbroget dragt når den er hos os, hvor den ankommer i oktober måned. Men om sommeren er hannen helt kridhvid med sort ryg og vingespidser. Den yngler ved de arktiske kyster, ved klippeterræn, ofte ved isen og blandt andet i fuglekolonier. Føden består da mest af insekter. Antallet af snespurve i Thy er blevet færre i forhold til for år tilbage. Men den er stadig nem at opleve i Thy, og er en rigtig hyggelig fugl at stå og betragte, når den spadserer rundt mellem sten og vegetation - hvor flokken ofte letter og sætter sig få meter væk. Så tag en tur til Agger eller Lønnerup Fjord og kig efter aktive spurveflokke på jorden som har hvide vinger, når de letter - så er det snespurven, lyder opfordringen fra naturmanden fra Hanstholm.

Fakta: vingefang: 32-38 cm. (lidt større end en gråspurv.)

Snespurven er udbredt i de arktiske egne omkring Nordpolen.

De fugle der overvintrer i Nordeuropa er den Skandinaviske bestand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...