Torsdag bliver der et mobilt testcenter i Hurup

HANSTHOLM: Administrationsbygningen på genbrugscenteret i Hanstholm var tirsdag lavet om til et mobilt testcenter.

Her stod den mobile testenhed under Region Nordjylland klar til at teste borgere for coronavirus, hvor folk kunne dukke op uden først at bestille tid eller henvende sig til egen læge, og samme mulighed er der torsdag, når den mobile testenhed er i Hurup.

Ifølge Tue von Påhlman, direktør for social og sundhed i Thisted Kommune, er det med de mobile testenheder kommunens håb, at så mange som muligt lader sig teste som et led i indsatsen for at sænke smittetrykket i Thy.

- Ligesom i resten af Danmark er smitten stigende i Thy. I Thisted Kommune har vi registreret 46 coronasmittede inden for den sidste uge, og det vil sige en incidens, der er over 100 pr. 100.000 indbyggere, og det er et højt niveau. Dialogen med Styrelsen for patientsikkerhed viser et billede af en diffus smitte, hvor det både er unge, voksne og ældre, folk fra by og land, syd og nord, som er smittede. Derfor er anbefalingen fra styrelsen at sætte fuld understøttelse på testning, siger Tue von Påhlman.

Hanstholm og Hurup er valgt, fordi byerne ligger langt fra Thisted, hvor der i forvejen er et fast testcenter, forklarer han.

- I og med at udbruddet med corona på minkfarme i Thy startede i Hanstholm, var det logisk for os at starte der. Det, jeg har hørt derudefra (tirsdag eftermiddag, red.), er, at der har været en lind strøm, hvor der konstant har stået fem-seks mennesker i kø, siger Tue von Påhlman.

Det mobile testcenter kommer til Hurup torsdag 29. oktober på Jernbanegade 4, hvor man kan møde op, iført mundbind og med sygesikringsbevis, og blive testet mellem kl. 10 og 17.

Det er voksne og børn over to år uden eller med milde symptomer, som kan blive testet ved blot at dukke op. Personer, der har svære symptomer, kan også lade sig teste ved det mobile testcenter, men har man behov for at tale med en læge, skal man tage kontakt til egen læge.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...