Evalueringen er i gang, så næste års Smag på Thy bliver endnu bedre

THISTED: Knapt havde borgmester Ulla Vestergaard klippet den røde snor og indviet årets Smag på Thy, før Store Torv var proppet med folk på udkig efter lækkerier fra Thy.

13 stande tilbød whisky, gin, marmelade, flere slags is, veganer hotdogs, saft, øl, gris på gaflen, øldampede muslinger, gårdlækkerier og meget mere.

På trappen ved det gamle rådhus stod handelschefen Michael Vendelbo og kunne lide hvad han så: at folk var vilde med at smage på alt det gode fra Thy.

- Sikke en stemning. Fuld hus - med et kæmpe rykind. Det kan ikke blive meget bedre, lød det fra handelschefen.

Selv om mange deltog med salg og uddeling af smagsprøver, så håber handelschefen at kunne aktivere endnu flere producenter fra Thy:

- Det er bare en rigtig god ide at være med. Man får en ubetalelig eksponering, og de har jeg har talt med, fortæller om et meget tilfredsstillende salg. Så der er alle gode grunde til at vær med til denne fest - som det er tydeligt at folk har taget til sig.

Handelschefen kunne også konstatere, at det var muligt at holde Store Torv fyldt med gæster helt fra starten kl. 14 til det hele sluttede omkring 20-21 tiden.

Michael Vendelbo er allerede i gang med evalueringen, så næste års Smag på Thy bliver endnu bedre - med deltagelse af endnu flere af Thys dygtige leverandører og producenter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...