Martin Frøkjær og Jannik Holm står nu bag Sjørring Vognmandsforretning AS

SJØRRING: Sjørring Entreprenør og Vognmandsforretning AS er blevet solgt og hedder nu Sjørring Vognmandsforretning AS.

De nye ejere er de tidligere skolekammerater fra Sjørring Skole, Martin Frøkjær og Jannik Holm.

De to fandt ud af at de havde budt hver for sig, da vognmandsforretningen skulle sælges ved en budrunde.

- Vi besluttede i stedet at gå sammen og vi stiftede et selskab for at købe vognmandsforretningen. Vi sendte så et bud og handlen gik igennem. Så nu ejer vi sammen vognmandsforretningen - en stor beslutning, siger Martin Frøkjær, der bliver daglig leder i forretningen på Vorupørvej 35.

Partneren Jannik Holm vil fortsætte uforandret med sin forretning Holms Anlægsgartneri ikke langt der fra på Vorupørvej 24.

Han fortæller, at en af grundene til at han bød på vognmandsforretningen er, at den tidligere leverede betydelige mængder af grus og sand til anlægsforretningen.

- Så var det naturligt at min forretning var interesseret, siger Jannik Holm.

Som en del af handlen er nemlig også grusgraven på Holmevej med.

Her hentes årligt 40.000 kubikmeter grus og sand, som leveres til erhverv og private kunder.

Transportopgaverne i den forbindelse udgør en tredjedel af vognmandsforretningen aktiviteter.

Sjørring Vognmandsforretning AS har tre lastbiler med hver sin chauffør.

Martin Frøkjær er en af dem.

De tre lastbiler er beregnet for containertransport. En er specialkonstrueret med båndkasse som blandt andet benyttes til renovering af grusveje og en anden med kran.

I grusgraven er der en medarbejder ansat.

Her består maskinparken af to gummigeder, en dumper og en dozer.

Overtagelsen af vognmandsforretningen og grusgraven skete pr. 15. oktober.

Det nye forretningsmakkerpar havde besluttet at holde forårs-åbent hus. Men det er naturligvis udsat indtil videre.

Sjørring Entreprenør og Vognmandsforretning AS skulle finde nye ejere, da den tidligere indehaver, Mogens Christensen, pludselig døde i 2019.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...