Menneskets bedste ven i Thy kan nu komme på et frimærke

THY-HANNÆS: PostNord vil lave en hyldest til danskernes allerbedste firbenede ven. Nu åbner PostNord og Dansk Kennel Klub op for, at Molly, Fido eller King kan blive næste levende billede på en ny, officiel frimærkeserie.

- Det er første gang i danmarkshistorien, at danskerne direkte kan indsende forslag til nye frimærker, siger Martin Pingel, der er designchef i PostNord Frimærker.

I over 160 år er de danske frimærker blevet brugt til at fejre og markere vigtige begivenheder i samfundet. Den ærefulde plads har ofte været tildelt medlemmer af kongehuset, store afdøde kulturpersoner eller markante begivenheder. Nu er der reserveret plads til menneskets bedste ven, og alle i Danmark kan nominere deres hund til at komme på frimærkerne.

Der udvælges fem vindere, der får hundeansigtet op på mærkerne.

- Måske er det en heltehund, eller en der er god til at få ungerne ud i luften en regnvåd søndag, eller var anledning til, at du mødte din store kærlighed. Måske er den bare verdens mest nuttede hvalp, siger Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub.

Konkurrencen kører på Facebook og Instagram til og med 3. marts. Vinderne får deres hunde portrætteret af en af landets bedste hundefotografer, og billederne bliver til en ny frimærkeserie, som udkommer 19. september 2019 i et oplag på 2 millioner stk.

Alt man skal gøre er at beskrive, hvad der gør lige netop ens hund ”særlig”, og hvorfor den fortjener at komme på frimærke. Beskrivelsen lægger man sammen med et godt foto af sin hund i kommentarsporet på PostNord i Danmarks facebookopslag om konkurrencen eller på sin egen Instagram-profil ved at bruge #minhundpåfrimærke.

Konkurrencen kører i ugerne 7, 8 og 9, og kan ses på postnord.dk/minhund

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...